Gå til hoved-indhold
05. oktober 2025 - kl. 17.10

FfI's førstehold i gigantisk kollaps: Førte 4-0, men tabte 4-6 i Hjørring

  • 1 af 1
    Det ser ud til, at der næste år skal spilles serie 2-fodbold på Frederikshavn Stadion.
Af  Michael Kristensen

En blæsende og våd weekend på fodboldbanerne, hvor det begynder at spidse til. Hvem skal rykke op, hvem skal ned, og hvem får en ny tur i samme række? FfI ligner en nedrykker i serie 1, efter at holdet i dag førte 4-0, men tabte 4-6.

Jyllandsserien 2, pulje 3
IF Skjold Sæby led lørdag eftermiddag et nederlag på hele 4-0 på udebane mod Farsø/Ullits IK. Oprykkerne var meget bedre end sæbynitterne, der stadig ligger nummer fire i rækken.

I næste weekend skal Sæby i aktion to gange. Først skal de sidste 21 minutter af lyn og torden-kampen mod Thisted spilles færdig, og herefter skal hele udekampen mod Thisted spilles umiddelbart efter. Begge opgør spilles på Lerpytter Anlæg i Thisted.

Serie 1, pulje 6
FfI fik en drømmestart i lokalopgøret ud mod Hjørring og førte 4-0 efter 18 minutter efter mål af Joachim Buchholtz, Mikkel Hessellund, Jacob K. Christensen og Thawng Hlawn Ceu. Hjørring IF bragte dog balance i regnskabet i det 53. minut og sikrede sig sejren med to mål i de kampens sidste 10 minutter.

Større nedtur skal man lede længe efter. FfI ligger sidst, og der er hele fem point op til en plads over kvalifikationsstregen.

Serie 2, pulje 12
Som skrevet her på Kanal Frederikshavn i går, blev alt fodbold i Strandby aflyst lørdag, da stormen Amy gjorde det onde ved Nordjyske Bank Arena. Det betød blandt andet, at topkampen mod Asaa/Hjallerup måtte udsættes. En ny dato fastsættes i næste uge.

Med en sejr vil SEIF avancere fra femte- til andenpladsen, á point med Asaa/Hjallerup på førstepladse.

Serie 3, pulje 24
Østervrå var pisket til at vinde udekampen i Løkken, men opgøret endte 1-1. Andreas Bundgaard udlignede for gæsterne 23 minutter før tid. Østervrå er derfor fire point fra en direkte oprykningsplads til serie 2.

FfI tog sig en fortjent hjemmesejr på 4-1 over Bagterp. Flere stævner og kampe blev aflyst på Fodboldvej om formiddagen, men vinden havde heldigvis lagt sig så meget til eftermiddag, at Peter Jørgensens tropper kunne sætte tre point ind på kontoen. FfI ligger nr. to og er tre point efter Løkkens tophold.

IF Skjold Sæbys tredjehold, der allerede er rykket ned i serie 4, fik hjemmekampen mod Bindslev/Tversted udsat.

Serie 3, pulje 25
Begge kommunens hold i denne pulje måtte lide nederlag i ugens løb. Voerså tabte 3-0 i Dronninglund og IF Skjold Sæby måtte forlade banen med et 2-1 nederlag mod FC Dansom. Med tre runder tilbage ligner det, at Voerså nok skal klare skærene, mens Sæbys JS-reserver skal have flere point for ikke at komme med i nedrykningsræset.

Serie 4, pulje 48
Lokalopgøret mellem Bangsbo og SEIF blev udsat, og FC Vakok meldte afbud til hjemmekampen mod Hjørring AIK Frem. FfI's tredjehold var heller ikke i stand til at stille hold i søndagens udekamp mod Skagen, som med de tre gratis point rykkede over nedrykningsstregen.

Serie 4, pulje 52
Dybvad/Hørby forsvarede førstepladsen, da de vandt hele 9-0 på udebane over Hals. Her brillerede Mikkel Dohn med hele fem scoringer. Sebastian Nielsens mandskab har to point ned til forfølgerne fra Holtet, og med det kampprogram begge hold har tilbage, ligner det, at det først bliver afgjort på sidste spilledag, hvem der skal rykke op i serie 3.

Syvsten tabte 3-4 hjemme til Asaa/Hjallerup og ligger dermed stadig til nedrykning, men det er meget tæt i tabellen. Kun fire point skiller IF Skjold Sæby på fjerdpladsen fra Hals FS på ottendepladsen.

Syvsten førte 3-2 indtil kort før tid, men Asaa/Hjallerup scorede i det 88. og 96. minut.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...