Gå til hoved-indhold
20. januar 2024 - kl. 14.01

FilmMaskinen underviser alle 8. klasser i Frederikshavn og Hjørring kommuner

  • 1 af 3
    “En dag med film” indeholder undervisning i praktisk filmproduktion, og de unge mennesker lærer, hvad man skal tage højde for, når man skal lave gode film.
  • 2 af 3
    Her det elever fra Sindal Skole, som er i gang med at lave film.
  • 3 af 3
    Elevernes film kommer ofte til at omhandle nogle svære emner, som eleverne i klassen ellers kan have svært ved at få sat ord på.
Af: Michael Frederiksen

I dette skoleår får alle 8. klasser i både Frederikshavn og Hjørring Kommuner mulighed for at lave film sammen med Den Nordjyske Filmskole, FilmMaskinen, der ligger i Frederikshavn.

Skoleklasserne får workshoppen “En dag med film”, hvor en underviser fra FilmMaskinen underviser eleverne i praktisk filmproduktion en hel dag. Indtil videre er halvdelen af besøgene afholdt, og det er en stor succes.

- Både eleverne og lærerne er glade, når vi kommer og de glæder sig til at have en lidt anderledes skoledag og til at lære noget nyt om film, udtaler FilmMaskinens underviser Emma Andreasen.

“En dag med film” indeholder undervisning i praktisk filmproduktion, og de unge mennesker lærer, hvad man skal tage højde for, når man skal lave gode film. Undervisningen fungerer som supplement til danskundervisningen, hvor eleverne i 8. klasse alligevel ofte skal lære om kortfilm. Eleverne arbejder i mindre grupper med at skrive, optage og redigere deres egne små film, og dagene med film bliver afsluttet med, at klassen ser filmene igennem sammen og får feedback fra FilmMaskinens underviser.

FilmMaskinen har erfaringer med, at undervisningen i praktisk filmproduktion også kan fungere som et trivselsarrangement i klassen. Når eleverne skal skrive deres manuskripter, er der kun to regler: filmens hovedkarakter skal være et ungt menneske, der ligner dem selv, og filmen skal omhandle noget, de selv kender til. Disse enkle regler medfører ofte, at elevernes film kommer til at omhandle nogle svære emner, som eleverne i klassen ellers kan have svært ved at få sat ord på. Det kan være emner som ensomhed, mobning eller problemer i hjemmet.

- Igennem undervisningen i filmproduktion giver vi de unge mennesker en mulighed for at sætte fokus på de ting, der ligger dem på sinde. Når klassen ser filmene igennem sammen, kan de bagefter tage en snak om de svære emner, der er blevet behandlet. Det bemærkelsesværdige i det er, at vi ofte ser de samme typer af film, lige meget hvilken klasse vi besøger. Vi får simpelthen et indblik i, hvordan det er at være ung i 8. klasse. Det er fedt at se, at vores filmundervisning på den måde kan påvirke samtalen og trivslen blandt de unge, siger koordinator i FilmMaskinen, Marie Weiergang.

FilmMaskinen har fået støtte fra Kulturalliancen til at kunne gennemføre “En dag med film” i alle 8. klasser i Hjørring og Frederikshavn Kommuner. Kulturalliancen er et kultursamarbejde imellem Frederikshavn og Hjørring Kommuner, som støtter talentudvikling og kulturprojekter, som går på tværs af kommunegrænsen.

FilmMaskinen er Den Nordjyske Filmskole og her undervises 13-25-årige i film på forskellige hold, ligesom skolen leverer filmundervisning til børn og unge i hele Region Nordjylland.

- Hvis der er nogle elever i 8. klasse, der får lyst til at lave endnu mere film efter vores besøg, så kan de komme med på holdet “Klaptræet”, som mødes hver anden mandag i FilmMaskinens lokaler i Frederikshavn. Og hvis der efter dette skoleår opstår et behov for at danne et lignende hold i Hjørring, er jeg sikker på, at vi finder en løsning på det også, siger Marie Weiergang.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...