Gå til hoved-indhold
05. maj 2026 - kl. 13.05

Fint resultat i Prag efter skadespause og hofteoperation

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Efter en længere skadespause og hofteoperation opnåede danseparret Gitte og Henrik Strøm i weekenden en flot niendeplads i en stor international konkurrence i Tjekkiet.

Det var en stor turnering afviklet over tre dage i Prag med mange aldersklasser og både standard og latin.

- Vi fik plads i semifinalen og endte som nr. ni, hvilket er super tilfredsstillende, især med vores historik. Standarddans er jo vores passion, og derfor kan man nemt presse sig selv for hårdt, fortæller Gitte Strøm.

Turneringen i Tjekkiet markerede det frederikshavnske dansepars comeback efter en længere skadespause.

Henrik Strøm døjede med store smerteproblemer i efteråret 2025, og i november var kun en kunstig hofte udvejen.

- Mange faktorer gjorde, at vi i weekenden dansede helt op til vores tidligere niveau: God form inden operationen, intensiv og tidlig genoptræning, tidlig opstart med dansetræning, men ikke mindst vilje og stædighed, mener Gitte Strøm.

Nu har parret gejst og tro på fremtidens dans, så de tager allerede igen til konkurrence i næste uge.

- Vores resultatmæssige mål er p.t. at genvinde det danske mesterskab for niende gang og genvinde vores gode placering på verdensranglisten. Vi giver ikke op, forsikrer Henrik Strøm.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...