Gå til hoved-indhold
02. september 2025 - kl. 09.09

Fire nye events skal tiltrække flere turister uden for højsæsonen

  • 1 af 2
    Tordenskioldsdage i Frederikshavn er et eksempel på et eksisterende event uden for højsæsonen. Foto: Peter Jørgensen
  • 2 af 2
    SUP-festival i Strandby er skabt af Destination NORD. Foto: Peter Jørgensen
Af: Michael Frederiksen

Destination NORD udruller nu en stor indsats, der dels skal munde ud i en ny eventudviklingsstrategi, dels fire konkrete event-koncepter fordelt rundt om i destinationen.

Indsatsen er et led i projektet Oplev Nord PLUS, som er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Det er Destination NORD, der har søgt midlerne hjem, og inspirationen til projektet stammer bl.a. fra erfaringer som Kulturby Aarhus 2017 og The Ocean Race, hvor der blev skabt langsigtede økonomiske og turismemæssige effekter, investeringer, et styrket brand samt lokal stolthed og fællesskaber.

Målet med indsatsen er ikke kun at øge turismeomsætningen, men også at fordele turisterne mere jævnt over året.

Vejen dertil bliver at hjælpe private virksomheder, lokale foreninger og andre ildsjæle i gang med at udvikle stærke og spændende events, der har potentialet til at vende tilbage år efter år og gradvist vokse sig større. Gennem workshops og sparring får interesserede lokale parter mulighed for at udforske nye idéer, så der bliver skabt events, som både kan samle lokalsamfundet og tiltrække gæster på tværs af sæsonerne.

- Vi er meget stolte af vores destination, og vi ved, at det samme gælder hos de lokale aktører. Derfor handler projektet især om at finde på nye koncepter, som har potentiale til at vokse – både som oplevelser og som del af en lokal identitet. Vi skaber et udviklingsrum med fokus på samarbejde, bæredygtighed og konkret værdi – både for dem, der bor her, og for dem, der besøger os, siger Sabine Lyckegaard, projektkoordinator hos Destination Nord.

Signaturevents er mere end bare underholdning. De er en løftestang for lokal udvikling og styrker samarbejdet mellem erhverv, foreninger og frivillige. Derfor er det også afgørende, at events forankres lokalt – og netop det skal den nye indsats altså understøtte.

- Mange steder kan have gavn af nye, stærke events med et klart lokalt præg, der kan være med til at brande området og tiltrække andre typer af gæster og tilrejsende, end man ellers er vant til. Vi har allerede mange velfungerende events, men der er plads til endnu flere, særligt uden for højsæsonen, så vi har arbejdspladser, omsætning og oplevelser for både borgere og besøgende hele året rundt, siger Karsten Thomsen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Om projektet Oplev Nord Plus 

  • Projektet eksekveres i samarbejde med udviklingsbureauet Worldperfect og partnere i lokalområder i Destination NORD (Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg kommuner)
  • Arbejdet omfatter udvikling af fire signatur-events i destinationen samt en metode, der i årene frem skal understøtte lokale aktører i udvikling og afholdelse af events
  • De gavnlige virkninger i lokalområderne er mange - stærke events betyder branding, lokale fællesskaber samt arbejdspladser og omsætning hele året

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...