FOA: - Vi kæmper for bedre vilkår – hver dag
Sektorformand Gitte Christensen, Social- og sundhedssektoren i FOA Frederikshavn, har skrevet dette indlæg i en kommentar til Marianne Bille Jensens åbne brev til hjemmeplejens ansatte i Frederikshavn Kommune: Vi i FOA er fuldt ud klar over, at ældreområdet og især hjemmeplejen har været og stadig er under et massivt pres. Økonomien er stram, og arbejdsvilkårene kunne være markant bedre.
Ofte kan forbedringer endda ske uden, at det nødvendigvis koster ekstra, men det kræver vilje og prioritering. Det er en hverdag, mange af vores medlemmer lever i, og det tager vi meget alvorligt – og har gjort det længe. For det er vilkårene, det er galt med. Selv om faget er et fantastisk fag, så gør de ansatte alt, hvad de kan, men under de vilkår de bliver budt.
Derfor er det også positivt, når vi ser politikere i denne byrådsperiode begynde at lytte og få øjnene op for, hvordan virkeligheden faktisk ser ud for medarbejderne i ældreplejen. Der er brug for reel forandring, og det kræver, at vi løfter i fællesskab.
Derfor er det vigtigt, at medarbejderne også selv gør opmærksom på udfordringer i deres arbejdsmiljø igennem deres tillidsrepræsentant og MED-systemet.
Ligesom de tillidsvalgte gjorde tilbage i 2023, hvor der blev sendt ikke mindre end cirka 12 læserbreve. Læserbreve, som alle fortalte om faget og hvor meget de ansatte er udfordret på vilkår og arbejdsforhold.
Vi har en god dialog med Frederikshavn Kommune og de fleste politikere. Vi får løst mange udfordringer og dilemmaer. Men vi anerkender også, at den økonomiske situation er svær at løse, men det forhindrer ikke en arbejdsgiver i at sikre, de ansatte ikke bliver syge af at gå på arbejde. Det er der faktisk en lov om. Derfor drøfter vi ofte fastholdelse og rekruttering med arbejdsgivere. Alt for mange ansatte bliver syge af forskellige årsager og dermed bliver opsagt.
Vi kunne skrive stolpe op og stolpe ned om, hvad vi påvirker og forsøger at ændre, men også hvad vi lykkedes med dagligt. Men uanset hvad andre siger, så er vi der, hvor vi skal være – nemlig ved siden af vores medlemmer. Vi kæmper for vores medlemmers løn- og arbejdsvilkår hver eneste dag – det er vores kerneopgave. Vi har løbende dialog med både politikere og ledelse i kommunen og arbejder målrettet for at sikre forbedringer – også i en tid med økonomiske benspænd. Vi er dybt optaget af kvaliteten af den velfærd, samfundet kan levere til ældre og udsatte.
Lige nu arbejder alle kommuner på at gennemføre den nye ældrelov, som trådte i kraft for lidt over en uge siden. En lov, som FOA har arbejdet intensivt for at påvirke i den rigtige retning. Den vil efter vores opfattelse betyde en række ændringer til det bedre på ældreområdet. Her er hensigten, at den ældre borgers behov skal i centrum ved at afskaffe bureaukrati og unødvendig kontrol og give de ansatte frihed og rum til at bruge deres faglighed i arbejdet med de ældre. Små selvstændige faglige teams og mere selvbestemmelse for borgerne. Men vi kan ikke redde Frederikshavn Kommune over en nat med den nye ældrelov. Men det er et skridt i den rigtige retning, som vi er fælles om.
Hvor er FOA? Vores faglige arbejde og indsatser foregår ikke på sociale medier. Vi diskuterer ikke konkrete sager på Facebook eller i debatfora medmindre det bliver nødvendigt. Vi tror på reel dialog, inddragelse og konstruktivt samarbejde – både med vores medlemmer, tillidsvalgte og med de beslutningstagere, der kan være med til at ændre tingenes tilstand. For det er igennem samarbejde og vedholdende pres, at der skabes varige resultater – ikke ved at udstille dem, som skal være med til at skabe løsningerne.
Til alle jer, der hver dag går på arbejde på ældreområdet i Frederikshavn Kommune, I ved: Vi ser jer. Vi hører jer. Og vi står bag jer – sammen gør vi forskellen.