Gå til hoved-indhold
09. juli 2025 - kl. 00.07

Fodbolddommer fra Rødovre: Cup No.1 er klart den bedste cup i Danmark

  • 2 af 2
    20-årige Mollie Grønberg Petersen og 34-årige Nikolaj Dennis Seydel er dommere under Cup No.1. De er også kærester. De mødte hinanden til Cup No.1 for tre år siden.
Af: Michael Frederiksen

74 dommere er med i årets udgave af Cup No.1, og for to af dem er den internationale fodboldturnering i Frederikshavn noget ganske særligt. Mollie Grønberg Petersen og Nikolaj Dennis Seydel fra Nivå og Espergærde mødte hinanden for første gang under Cup No.1 i 2022, og kort efter blev de kærester.

- Ja, vi er Cup No.1-kærester. Det var ikke lige planen, men sådan blev det, smiler Nikolaj Dennis Seydel i en pause mellem tre af tirsdagens kampe på Fodboldvej,

I dag bor de i Rødovre og er ambitiøse fodbolddommere. Mollie Grønberg Petersen, som fylder 20 år på mandag, dømmer 2. division (kvinder) og serie 2 (mænd). 35-årige Nikolaj Dennis Seydel er DS-dommer, men er derudover international futsal-dommer, og her er drømmen at blive FIFA-dommer.

De nyder at være i Frederikshavn og passe fløjten under Cup No.1. Nikolaj Dennis Seydel føler, at han har været dommer til alle tilsvarende cup-turneringer i Danmark, men Cup No.1 er noget særligt - og det skyldes ikke, at han mødte Mollie i Frederikshavn.

- Det her er klart den bedste cup. Masser af gode kolleger, og gode folk, som styrer dommerne. Først var det Ole Lyng, en legende, og nu er det Michael (Kristensen, red.), som også er rigtig dygtig, så vi ved, at vi er i gode hænder. Vi får de kampe, vi skal bruge, og der er plads til at bytte en kamp, hvis der er brug for det. Derudover er de frivillige meget, meget flinke, roser Nikolaj Dennis Seydel.

Mollie Grønberg Petersen fremhæver fællesskabet.

- Mange af dommerne, som kommer langvejs fra, bor på en skole (Frederikshavn Friskole, red.), og det gør, at man får et andet sammenhold, som man kender fra fodboldhold.

Men fællesskabet findes vel i alle turneringer?

- Ikke på samme måde. Her er der mange, som bliver og sover, og vi laver noget sammen. Vi spiller bowling og tager til Skagen, siger Nikolaj Dennis Seydel.

Mollie Grønberg Petersen supplerer:

- Eller bliver her til tredje halvleg efter turneringen. Det giver også meget.

De to dommere forventer at tage turen til Frederikshavn i uge 28 i mange år. Måske ender det ligefrem en dag med et Cup No.1-bryllup? Hør parrets svar i videoen.

73 ud af de 74 dommere er fra Danmark, og de kommer fra næsten hele landet. Kun Bornholm er ikke repræsenteret. Der er to kvindelige dommere, Mollie Grønberg Petersen og Nynne Kristensen. Én dommer kommer fra Tyskland. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...