Gå til hoved-indhold
03. juli 2026 - kl. 09.07

Jobpatruljen besøger unge fritidsjobbere i Frederikshavn, Skagen og Sæby

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

I næste uge ruller Jobpatruljen igen ud på arbejdspladser i Nordjylland for at møde unge med fritidsjob og tale med dem om deres arbejdsliv, rettigheder og vilkår. Der er afsat en dag til at køre rundt i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Et fritidsjob er for mange unge det første møde med arbejdsmarkedet, og derfor er det vigtigt, at de får en god start:

- De unge skal ikke vide det hele – det skal vi. Og noget af ansvaret ligger hos os, når det kommer til at klæde de unge godt nok på til deres første møde med arbejdsmarkedet. Derfor er Jobpatruljens sommerkampagne så ekstrem vigtig, fortæller fællesformand i HK Nordjylland, Christina Madsen Kristiansen.

I Nordjylland besøger Jobpatruljen blandt andet arbejdspladser i Aalborg, Hjørring, Thisted, Frederikshavn, Hobro, Aars, Skagen, Blokhus, Løkken, Sæby og mange flere.

Her interviewer de mange frivillige ungarbejdere om deres rettigheder og vilkår på arbejdsmarkedet. Nogle af spørgsmålene handler om arbejdstid, sygdom og det fysiske arbejdsmiljø:

- Vores mål er at møde de unge, hvor de er. Der er rigtig mange unge, der ikke er bevidste om deres rettigheder og vilkår, når det kommer til deres arbejde, og her er det jo blandt andet Jobpatruljens opgave at gøre dem opmærksomme på dem, lyder det fra Anders Santiago Søndergaard Pedersen, der er HK Nordjyllands koordinator for Jobpatruljen i Nordjylland.

Sidste år besøgte Jobpatruljen 7.584 arbejdspladser på landsplan og talte med 3.218 unge fritidsjobbere. Samme år slog Jobpatruljen også rekord med 356 tilmeldte frivillige til Jobpatruljen i hele landet.

Fællesskab og en sommer med mening
Det er kun muligt for Jobpatruljen at møde så mange ungarbejdere takket være de frivillige, der år efter år bruger en del af deres ferie på at køre ud i det nordjyske sommerlandskab. De er med til at sikre, at de unge får en god start på deres arbejdsliv. Samtidig med at de løfter et stort socialt ansvar, bliver de også en del af et fællesskab.

I hele uge 28 har koordinatorerne nemlig sørger for en række sociale aktiviteter, der er med til at ryste gruppen af frivillige sammen.

Fakta om Jobpatruljen

  • Jobpatruljen er en landsdækkende oplysningskampagne, der interviewer og informerer ungarbejdere mellem 13 og 17 år om deres fritidsjob
  • Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) står bag indsatsen, og det er blandt andet med hjælp fra en række fagforeninger – herunder 3F og HK -, sommerkampagnen løber af stablen
  • Hele året rundt kan Jobpatruljen vejlede unge, forældre, lærere og arbejdsgivere om regler og rettigheder på arbejdsmarkedet for ungarbejdere

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...