Gå til hoved-indhold
26. maj 2025 - kl. 00.05

ForårsRevyen 2026 inviterer kommunens udsatte borgere til revy

  • 1 af 1
    Fra ForårsRevyen 2025. Foto: Gert Valgren
Af: Michael Frederiksen

Onsdag 4. marts 2026 åbner ForårsRevyen dørene til en ganske særlig aften. Her inviteres udsatte borgere fra Frederikshavn Kommune gratis til revy til en eksklusiv forestilling af den spritnye ForårsRevy, som har premiere 6. marts 2026.

Bag invitationen står et ønske om at skabe plads til alle i det kulturelle fællesskab – uanset livssituation.

Revyen, der spiller fra 4. til 14. marts 2026, byder som altid på skarpe pointer, musikalsk satire og et kærligt, kritisk blik på tidens tendenser. Men allerede to dage før den officielle premiere, 6. marts, fyldes salen med et ganske særligt publikum: Mennesker, der normalt ikke har råd eller overskud til at gå i revy eller teatret.

- Det er en grundværdi for os, at kulturen skal være for alle. Revyen handler jo netop om at spejle samfundet, og derfor giver det kun mening, at alle samfundets stemmer også skal kunne grine med, fortæller Søren Hjortnæs, som er formand for ForårsRevyen.

Billetterne uddeles i samarbejde med Frederikshavn Kommune, der har muligheden for at sende invitationen ud til de rette borgere.

Initiativet er inspireret af lignende tiltag, som har haft store succes i andre dele af landet, hvor kunst- og kulturinstitutioner aktivt arbejder for at inkludere nye publikumsgrupper og bryde den sociale ulighed i adgangen til oplevelser og fællesskab. ForårsRevyen håber, at mange vil lade sig inspirere.

- Vi tror på, at grin kan bygge broer. Vores forestilling sætter spot på aktuelle temaer, men med varme og humor. Og det er universelle greb, der virker på tværs af baggrund og status. Det her handler om at bruge kulturen som samlende kraft og ikke som adgangsbillet til en bestemt samfundsklasse, udtaler Søren Hjortnæs.

ForårsRevyen 2026 spiller fra 4. til 14. marts 2026 på Gaardbogaard Gods ved Ålbæk.

Du kan sikre dig en billet på www.foraarsrevy.dk hvor billetsalget begynder 1. oktober.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...