Gå til hoved-indhold
13. juni 2024 - kl. 19.06

Forældre på Sæby Friskole sår tvivl om byrådsmedlems habilitet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Politikerne i Frederikshavn Byråd bliver igen forelagt en sag om habilitet i forbindelse med en tidligere politisk beslutning. Denne gang er mistanken rettet mod byrådsmedlem Gitte Kiilerich (A), oplyser TV2 Nord.

For blot ni dage siden kom det frem, at byrådsmedlem Lone Haugaard (V) ved en fejl havde undladt at erklære sig selv inhabil i en sag om etablering af en solcellepark mellem Frederikshavn og Ravnshøj på trods af, at hun er medejer af jorden.

Nu sår en række forældre på Sæby Friskole tvivl om habiliteten hos Gitte Kiilerich, da hun som medlem af Plan- og Miljøudvalget tilbage i juni sidste år var med til at stemme nej til ændringer af en lokalplan. Ændringer, der ville betyde, at Sæby Friskole havde mulighed for at fortsætte sin skole på adressen Sæby Søbad.

Sæby Friskole har netop forladt det tidligere feriested Sæby Søbad på baggrund af politisk modstand, og skolen står akut og mangler plads til sine 90 elever.

Nu stiller forældre til børn på Sæby Friskole spørgsmål til Frederikshavn Byråd, da de undrer sig over, at netop Gitte Kiilerich, der er skoleleder på den nærliggende kommunale Hørby-Dybvad Skole, ikke erklærede sig selv inhabil i sagen.

Sæby Friskole ser nemlig sig selv som en direkte konkurrent til den kommunale skole i området, hvorfor det ifølge forældrene også må gælde den anden vej; altså stiller de sig undrende overfor, om folkeskolelederen var egnet til at behandle sagen.

Forældrene skriver i et åbent brev til samtlige medlemmer af byrådet, at "det kan nemt antages, at en folkeskoleleder kan have personlige interesser, følelser eller forudfattede meninger i forhold til, om der skal skabes mulighed for, at der kan drives f.eks. en friskole i kommunen".

Gitte Kiilerich har som byrådsmedlem også modtaget brevet, og hun afviser, at hun på nogen måde skulle have "melet sin egen kage".

- Allerede forud for et borgermøde tidligere end juni sidste år om Sæby Friskole på Sæby Søbad kontaktede jeg kommunaldirektøren for at få klare linjer og få det afklaret, om jeg kunne være inhabil i sagen. Jeg ønskede ikke at stå i den situation, at der kunne være tvivl. Jeg fik at vide af kommunaldirektøren, at jeg ikke var inhabil og godt kunne deltage såvel i borgermøde som politisk i udvalget om Sæby Friskole, fortæller Gitte Kiilerich.

Hun understreger samtidig, at der for hende at se ikke er en interessekonflikt i sagen.

- Derudover så var jeg slet ikke skoleleder i juni 2023 på Hørby-Dybvad Skole. Jeg var afdelingsleder på Nordstjerneskolen i Frederikshavn, siger hun til TV2 Nord.

Gitte Kiilerich blev ansat som skoleleder på Hørby-Dybvad Skole 1. august 2023.

Brevet fra forældrene bag Sæby Friskole - og deres undren om behandlingen af ansøgningen om at lade friskolen blive på Sæby Søbad - stilles som spørgsmål i byrådssalen til det kommende byrådsmøde 26. juni.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...