Gå til hoved-indhold
23. oktober 2018 - kl. 12.10

Forsalg til to festivaler i Arena Nord er fordoblet

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

OPDATERET: Nordic Ink og Nordic Brew forventer ny rekord af besøgende gæster til årets festival, som begynder på torsdag og slutter lørdag i Arena Nord i Frederikshavn.

I 2017 blev der sat ny rekord for antallet af gæster til Nordic Ink og Nordic Brew i Arena Nord med 6.053 gæster.


- Langt de fleste har igennem alle årene købt billet ved døren, men kigger vi på forsalget af billetter til den kommende weekend, er salget steget med hele 50 procent i forhold til sidste år. Forsalget til i år er på 1.300 billetter, så noget tyder på, at vi kan forvente rigtig mange gæster torsdag til lørdag, udtaler direktør Per Malmberg, Arena Nord.

Nordic Ink Festival begynder på torsdag 25. oktober kl. 16.00 og kører til og med lørdag 27. oktober kl. 20.00, mens Nordic Brew Festival først begynder fredag 26. oktober kl. 16.00 og slutter lørdag kl. 23.00. På Nordic Ink Festival er der i alt 102 stande med mere en 200 tatovører fra hele verden. Der kommer tatovører fra Kina, Tyskland, Tyrkiet, Singapore, England, Norge, Sverige, Italien med mere.

- Nordic Ink, som holdes for ottende gang i Arena Nord, er den ældste tatovørfestival i Danmark og har en sjov forhistorie bag sig. Idéen blev nemlig i sin tid sået ved erhvervsseminaret "Frederikshavn 2.0", hvor frisør Mette Espelin foreslog, at vi skulle lave en tatovørfestival, husker Per Malmberg.

Årets konferencier på Nordic Ink Festival er Johnny Hefty (torsdag) og Jøden (fredag og lørdag). Derudover vil man foruden festivalens mange konkurrencer også kunne opleve sabelslugeren Cecilia Gosilla, der tidligere på året var med i Danmark har Talent på TV2.

- Vi har i år lavet et samarbejde med Lifeguard Tattoo, der under festivalen tilbyder lifeguard-tattoos gratis til diabetikere, siger Per Malmberg.

Nordic Brew Festival finder sted for femte gang i Arena Nord, og årets ølfestival bliver klart den største til dato. Hele 43 stande med øl i lange baner stiller op i arenaen, og som noget nyt kan man også smage spiritus som gin, rom og whisky. Der er også en stand fra Scandinavian Tobacco Group, hvor det er muligt at købe en god cigar til sin øl. Den kan nydes udenfor i et opstillet telt.

Årets konferencier til Nordic Brew er for andet år Anders Mundelin. Derudover kan man  på scenen høre oplæg fra De Ølglade Damers Klub, få sig et ordentligt grin under Eddies Szwedas Ølshow eller nyde livemusik med Twang Factors, Mellem Os og The Muleskinners.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...