Frederikshavn Kommune tillader færdsel på isen på fire søer
Den vedvarende frost har sat sit tydelige præg på søerne flere steder i Frederikshavn Kommune, og målinger viser nu, at isen flere steder er sikker nok til, at man kan komme ud og nyde en sjov og aktiv vinterdag.
Efter flere målinger de seneste dage kan Center for Ejendomme, Park og Vej med glæde meddele, at færdsel på isen er åbnet følgende steder:
• Dyrehaven - Frederikshavn
• Kennedyparken - Frederikshavn
• Råbjerg Mile-Søen
• Skøjteløbersøen - Skagen
Her kan du nu trygt gå ud på isen, da der er målt is-tykkelser på omkring 16 centimeter, hvilket efter en samlet vurdering giver grønt lys til at åbne for leg, gåture og hyggelige vinteroplevelser på isen.
Der er sat officielle skilte fra kommunen op de pågældende steder.
• Det er kun tilladt at færdes på isen, hvor skiltet “Færdsel på isen er tilladt” er sat op
• Kommunen åbner typisk først ved 16–18 cm is-tykkelse, og kommunen vurderer altid både tykkelse og isens kvalitet
• Tøvejr, sne og “rådden is” kan påvirke sikkerheden
• Hold særligt øje ved broer, udløb, siv og områder med strøm, hvor isen kan være uforudsigelig
Det er første gang siden 2021, det kan lade sig gøre at tage en tur på isen, så kommunen opfordrer alle til at tage venner og familie med ud og nyde den smukke vinter - men med omtanke.
- Brug isen, mens den er her, og vær opmærksom på både egen og andres sikkerhed, skriver kommunen på sin hjemmeside.




































