Frederikshavnere førte igen an i kæmpe dansk VM-triumf på isen i Herning
En genial pasning af frederikshavneren Oscar Fisker Mølgaard og to frederikshavnske scoringer på straffeslag ved Nick Olesen og Joachim Blichfeld sendte sent tirsdag aften det danske ishockeylandshold i VM-kvartfinalen for første gang siden 2016.
Den danske ishockeyfest fortsætter ved VM i Herning. En sejr efter straffeslag i en dramatisk sidste gruppekamp mod Tyskland sender Danmark i kvartfinalen for første gang i ni år.
Nick Olesen og Joachim Blichfeld scorede i straffeslagskonkurrencen, hvor målmand Frederik Dichow blev den store helt ved at redde fire tyske forsøg.
I kvartfinalen på torsdag venter det stjernebesatte canadiske hold, der tager turen fra Stockholm til Herning for at møde et givetvis euforisk dansk mandskab.
Kravet var en sejr over Tyskland for at komme i kvartfinalen. Danmark var bagud 0-1 inden tredje periode, men her udlignede Nikolaj Ehlers midtvejs, da han meget flot udnyttede en genial Oscar Fisker Mølgaard-aflevering fra midtzonen. Den 20-årige frederikshavner brugte i bedste billard-stil banden, da han lagde en perfekt puck til Nikolaj Ehlers.
I straffeslagskonkurrencen indledte Nick Olesen, Danmarks VM-topscorer, med en fremragende "Peter Forsberg"-scoring, hvor han totalt tog fusen på Tysklands stærke målmand, Philipp Grubauer. Joachim Blichfeld fulgte trop med endnu en scoring på Danmarks andet straffeslag. Dermed var VM-triumfen en kendsgerning.
Det var Danmarks fjerde sejr på stribe ved VM i Herning, og det skyldes ikke mindst målfarlige frederikshavnere. Nick Olesen er dansk VM-topscorer med ni point. Det rækker til en niendeplads på VM's topscorerliste. Joachim Blichfeld er med sine otte point Danmarks næstfarligste spiller, og derefter følger Oscar Fisker Mølgaard (syv) og Mikkel Aagaard (seks). Alle fire spillere har fået deres ishockeyopdragelse i FIK.