Generationsskiftet i Strandby Varmeværk er fuldendt
På den netop overståede generalforsamling i Strandby Varmeværk varslede formand Carsten Aaen, at han som sidste mand af den gamle generation på varmeværket ikke ønskede genvalg, når hans valgperiode udløb næste år, og at han havde et ønske om at stoppe snarest, når bestyrelsen havde fundet en kvalificeret afløser.
På det konstituerende bestyrelsesmøde blev ønsket gentaget, og en enstemmig bestyrelse valgte herefter Jan Thaarup som ny formand for bestyrelsen.
Bestyrelsen har herefter følgende sammensætning:
Jan Thaarup, formand
Flemming Andersen, næstformand
Carsten Aaen, bestyrelsesmedlem
Flemming Thomsen, bestyrelsesmedlem
Michael Pedersen, bestyrelsesmedlem
Morten Thøgersen, bestyrelsesmedlem
Kurt Kristensen, bestyrelsesmedlem
Suppleanter:
Henrik Munk Andersen
Steffen Mejer
Carsten Aaen har været medlem af bestyrelsen siden 1994 og formand siden 2016. Han har dermed haft stor indflydelse på varmeværkets udvikling og vækst, herunder udflytningen fra Hejrevej til den nuværende placering på Ravmarken.
I hans formandsperiode er der - i takt med, at nye udstykninger i Strandby er blevet byggemodnet - også sikret mulighed for fjernvarme til de nye bebyggelser. Seneste store udvidelse af varmeværkets forsyningsområde er dog sket mod vest, da Elling i 2023/2024 blev forsynet med fjernvarme fra værket.
Jan Thaarup er tidligere økonomidirektør og medejer af virksomheden DESMI i Nørresundby. Han er et kendt ansigt i Strandby, hvor han er vokset op og altid har boet med sin familie.
Jan Thaarup har tidligere været på tale som bestyrelsesmedlem i Strandby Varmeværk, men det er først nu, han har fundet tid til at påtage sig hvervet, efter han har sluppet det daglige ansvar på DESMI for i stedet at fokusere på bestyrelsesarbejde og investering.
Han ser frem til at være med til at videreføre Strandby Varmeværk på en forretningsmæssig sund og god måde til gavn og glæde for alle andelshaverne. Han vil også arbejde målrettet for at få øget tilslutningen af forbrugere i Elling og ikke mindst også muligheden for en eventuel levering af fjernvarme til ammunitionsfabrikken Krudten, når der igen skal gang i produktionen på fabrikken.
Carsten Aaen fortsætter i bestyrelsen indtil videre for at sikre en god overlevering til den nye formand.
Bestyrelsen takker Carsten for det store arbejde, han har lagt i udviklingen af Strandby Varmeværk, og ser frem til samarbejdet med Jan Thaarup.