Gå til hoved-indhold
15. februar 2026 - kl. 01.02

Glade Grand Prix-gæster fra Frederikshavn og Amager: Fantastisk fest

  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

- Fantastisk fest. Fantastisk fest, sagde Gitte Haven Nielsen, en af mange frederikshavnere blandt de 3500 publikummer, som lørdag aften overværede Søren Torpegaard Lund vinde Dansk Melodi Grand Prix i Arena Nord i Frederikshavn.

- Det var et virkelig, virkelig, virkelig flot show, gode sange og god stemning. Alt var bare fuldført, sagde Gitte Haven Nielsen til Kanal Frederikshavn.

Ordene faldt kl. 22.30, da Søren Torpegaard Lund netop havde sikret sig sejren i finalen, hvor de to andre sange blev sunget af favoritterne Sissal og Ericka Jane.

- Jeg fatter ingenting! Jeg er så overlykkelig, oh my god! Det er fuldstændig fantastisk, sagde den overraskede vinder til DR1, da sejren var en realitet.

Gitte Haven Nielsen var som frederikshavner stolt over Dansk Melodi Grand Prix i Arena Nord.

- Meget stolt. Vi har haft en fantastisk dag. Det rører mig, at Frederikshavn kan bidrage med sådan et show, og man sidder bare og tænker: Wow.

Hvad skal der ske nu?

- Vi skal videre og hygge os, tror jeg.

Arena Nord havde også besøg af mange trofaste Grand Prix-fans, som hvert år er på plads, når Dansk Melodi Grand Prix afgøres.

Én af dem var Camilla fra Amager.

- Super god stemning, rigtig gode numre og klart en vinder i Søren. Jeg kan rigtig godt lide, at han synger på dansk. Det er lang tid siden, vi har oplevet det, og så er der bare en god energi i sangen, som man kan synge med på, sagde hun.

Hvad er der, som gør, at du tager turen fra Amager til Frederikshavn?

- Prøv at lægge mærke til den her fest. Der er altid en kæmpe stemning, og så er det jo noget, jeg er vokset op med, fortalte Camilla.

Hun havde sin datter, 11-årige Tilde, med i Arena Nord. Det er sjette gang, at hun er til Dansk Melodi Grand Prix.

- Det er nok noget af de fedeste, jeg har prøvet, fortalte Tilde, som tror på, at Søren Torpegaard Lund klarer sig godt i Eurovision midt i maj.

- Han synger bare så godt, mener Tilde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...