Gå til hoved-indhold
17. juni 2021 - kl. 10.06

Gratis fødselsdagskage til alle på Palmestranden

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Dette foto stammer fra 2011 - det første år med livreddertårn på Palmestranden i Frederikshavn.
Af: Kanal Frederikshavn

25. juni åbner TrygFondens specialuddannede kystlivreddere livreddertårnene i hele landet. Over de næste otte uger vil livredderne holde øje med strandgæsterne hver dag fra kl. 10-18.

Når de specialuddannede livreddere fra TrygFonden Kystlivredning åbner livreddertårnene, er det en helt speciel dag på Palmestranden. Det er nemlig 10 år siden, at TrygFonden Kystlivrednings velkendte rød-hvide livreddertårn blev indviet på stranden.

I anledning af livreddertårnenes 10 års fødselsdag byder livredderne på fødselsdagskage til strandgæsterne på Palmestranden 25. juni fra kl. 10.00.

Nu kan danskerne endelig hoppe i vandet

Starten på badesæsonen er samtidig en markering af genåbningen af Danmark for de mange vandglade danskere, som har måttet undvære svømmehallen i løbet af vinterens og forårets nedlukning. Kystlivredderne har på trods af nedlukningen trænet og glæder sig til at tage imod børn og voksne på de 38 strande og havnebade, hvor TrygFonden Kystlivredning er til stede.

- Vi glæder os særligt meget i år til at åbne for badesæsonen efter en længere periode med restriktioner og ringe muligheder for at lege i vand. Strandene trækker traditionen tro rigtig mange til, når vejret viser sig fra sin gode side, og der er mange, som i lang tid har savnet at svømme og bade, mens svømmehallerne har været lukkede. Men nu er vores livreddere klar på strandene til at skabe tryghed for badegæsterne og hjælpe med gode baderåd, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

I 2020 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 75.864 indsatser, hvoraf de 34 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Vælg en strand med livreddere
Når turen går til stranden i løbet af sommeren, opfordrer TrygFonden Kystlivredning til at vælge en strand, hvor der er livreddere.

- Det giver en ekstra sikkerhed, når der er livreddere, som holder opsyn og er klar til at gribe ind. Hvert år er der badegæster, som bliver overraskede over fralandsvind eller fanget i revlehuller og stærk strøm langs moler og høfder, og selv den bedste svømmer kan komme i vanskeligheder og få brug for hjælp. De rød-gule livredderflag i strandkanten markerer det område, hvor livredderne holder særligt øje, og hvor de har tjekket badeforholdene, når de åbner tårnet om formiddagen. Så der får man den bedste sikkerhed, når man går i vandet, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Se, hvor TrygFondens kystlivreddere bemander livreddertårnene her.

De 5 baderåd
1. Lær at svømme
2. Gå aldrig alene i vandet
3. Læs vinden og vandet
4. Lær stranden at kende
5. Slip ikke børnene af syne

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...