Guld-Harald døde i nat efter længere tids sygdom
Harald Nielsen - med det folkelige kælenavn "Guld Harald" - er sovet ind efter længere tids sygdom. Det skriver Ritzau ifølge TV2.
Til nyhedsbureauet siger Harald Nielsens enke, Rudi Nielsen, at hendes mand altid har været en fighter, hvilket også kom til udtryk under hans længerevarende sygdom. Men til sidst måtte "Guld-Harald" give op. Han døde i nat 73 år gammel.
"Guld-Harald" blev født 26. oktober 1941 i Frederikshavn. Og det var da også i FfI hans fodboldkarriere begyndte. Med Harald Nielsen som holdets omdrejningspunkt rykkede upåagtede FfI fra Jyllandsserien til landets bedste fodboldrække i løbet af et par år, og allerede som 17-årig fik han sin debut på A-landsholdet. Den yngste nogensinde.
Det var også på landsholdet og senere som professionel fodboldspiller i Italien, at Harald Nielsen for alvor blev kendt i den store offentlighed.
Harald Nielsen var nemlig den første fodboldspiller i Danmark, der blev professionel spiller i udlandet. Det skete i 1961, hvor han året før under OL tilegnede sig kælenavnet, fordi han både før og under OL troede fuldt og fast på, at Danmark ville vinde guld. Det gjorde vi ikke. Men en sølvmedalje blev det til, og "Guld-Harald" fra Frederikshavn blev OL-turneringens topscorer.
Se to indslag på TV2/Nord med Harald Nielsen.
Læs mere om Guld Harald på B.T.
Og Ekstra-Bladet skriver.