Hudplejeklinik lukker: - Desværre blev SMUK ikke en levevej for mig
Efter fem et halvt år lukker hudplejeklinikken SMUK i Frederikshavn. Det oplyser indehaver Louise Krogh på Facebook.
- SMUK startede som en drøm. En drøm, jeg har været utrolig taknemmelig for at få lov til at udleve. Jeg har mødt så mange skønne mennesker, vi har delt hemmeligheder, haft dybe samtaler, grinet og grædt. Det har været fantastisk, konstaterer Louise Krogh.
Hun blev uddannet kosmetiker i 2008 og har siden som faglærer undervist elever på kosmetiker-uddannelsen på TechCollege i Aalborg. I november 2020 valgte hun en tilværelse som selvstændig, da hun åbnede SMUK på hjørnet af Asylgade og Ørnevej.
SMUK flyttede i august 2025 ind i frisørsalonen PARK By Sortkær i Møllecentret.
Især Beauty Angel-lys var populært hos SMUK. Det hjælper blandt andet, hvis folk har problemer med rynker, arvæv og strækmærker, tør og dehydreret hud, rødme og inflammation, mørke rande og hævelser under øjne, eksem samt akne og uren hud.
- Men desværre blev SMUK ikke en levevej for mig. Og derfor har jeg taget den svære beslutning at lukke SMUK 1. april, oplyser Louise Krogh.
Gavekort kan indløses frem til 1. april.




































