HUGORM vender tilbage til Rock i Frederikshavn i 2026
Rock i Frederikshavn kan nu afsløre endnu et stærkt navn til koncerten på Knivholt lørdag 13. juni 2026: HUGORM.
Bandet, med Simon Kvamm i front, har på rekordtid cementeret sig som et af Danmarks mest energiske og uforudsigelige livebands. Kendt for deres kompromisløse udtryk, legende stil og koncerter, hvor publikum aldrig ved helt, hvad der venter – udover en fest i verdensklasse.
GAFFA skrev for nylig om HUGORMs seneste album DRØMMEHUG, som udkommer 11. oktober:
"Hvis HUGORM ikke var det allerede, så er dette album skiven, der kommer til at cementere trioen som landets stærkeste liveband."
Med sange som "H.U.G." (feat. Jan Hellesøe) , "Danser med Buddy" (feat. USO) og "Hader den jeg var" går trioen nye veje og har bevæget sig ind i et mere dansabelt og farverigt univers. Det er musik, der går lige i kroppen – og som ifølge bandet selv er skabt til at give slip og gå amok på dansegulvet.
Hos Rock i Frederikshavn er begejstringen stor over at kunne byde HUGORM velkommen tilbage.
- Da HUGORM gæstede Rock i Frederikshavn i 2022, skabte de en af de vildeste fester, vi nogensinde har haft på Knivholt. Deres energi, deres musik og deres evne til at rive publikum med er helt unik. At vi nu kan præsentere dem igen – ovenikøbet på ryggen af deres festligste album til dato – er vi utrolig stolte af, siger Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn.
Han tør godt love, at HUGORM kommer til at levere et af de øjeblikke, hvor hele Knivholt koger, og hvor publikum danser, synger og fester med fra første beat til sidste tone.
Billetsalget til Rock i Frederikshavn starter fredag 3. oktober kl. 18-20 i Sparekassen Danmark i Frederikshavn.