Gå til hoved-indhold
06. september 2025 - kl. 00.09

Hunde-skue i Sæby overgår forventningerne

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Mens Skagen næste år i pinsen lægger græs til en stor international hundeudstilling, varmer hundene allerede op i Sæby i år. Lørdag 13. september inviterer Dansk Kennelklub Kreds 7 til et stort hunde-skue i Sæby – og interessen har overgået alle forventninger.

- Der er nu 160 tilmeldte til skuet. Det er ekstra skønt i disse tider, hvor det nogle gange kan være svært at samle mange deltagere til de mindre events rundt i landet. Mange er nødt til at prioritere mellem omkostninger og fornøjelser, så vi er meget glade for, at så mange har valgt at komme til Sæby, fortæller Hanne Nielsen fra Dansk Kennelklub, Kreds 7.

Hun forklarer videre, at de oprindeligt havde regnet med – eller håbet på – omkring 150 deltagere. At tallet nu allerede er overgået, og der er sendt deltagernumre ud, er derfor en meget positiv overraskelse.

Arrangøren bag skuet er Dansk Kennelklub Kreds 7, der også står bag den store nordiske hundeudstilling i Skagen i 2026. Derfor ses eventet i Sæby også som en slags opvarmning til den store begivenhed.

Eventet arrangeres i samarbejde med Hundeførerforeningen Vendsyssel og afvikles på Frederikshavnsvej 113 – lige over for Svalereden Camping. Det er første gang, Kennelklubben Kreds 7 står bag et skue i Sæby, men med den store interesse ser det lovende ud for flere lignende arrangementer i fremtiden.

Et skue minder om en hundeudstilling, men er mere uformelt og handler i højere grad om oplevelse, træning og socialt samvær. Mange bruger det som en hyggelig dag med familien – og som god træning for både hund og ejer.

Der konkurreres stadig i ringen, men resultaterne tæller ikke i det officielle pointregnskab. Til gengæld er der særlige konkurrencer, som man ikke ser på de store udstillinger – eksempelvis seniorhandling, hvor de ældre deltagere viser deres evner i ringen.

For publikum er der fri entré og rig mulighed for at få en snak med de mange engagerede hundefolk. Måske får man endda lyst til selv at prøve kræfter med det – og i så fald er det muligt at tilmelde sig på forhånd og være med.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...