- Hvad blev der af ambitionerne for Frederikshavns unge?

Venstre og Danmarksdemokraterne spørger, hvornår tiden er rigtig til at ændre kurs.

Det er et relevant spørgsmål.

Men når man ændrer kurs, bør man også kunne forklare, hvorfor den nye kurs er bedre for børn og unge end den nuværende.

I debatten om Hot Spot og fritids- og ungdomsklubområdet fylder økonomi og organisering meget. Til gengæld fylder det mindre, hvad forskning og faglig viden fortæller os om betydningen af stærke ungdomsmiljøer.

Trivselskommissionen peger på fællesskaber, relationer til betydningsfulde pædagoger, mening og tilhørsforhold som nogle af de vigtigste beskyttelsesfaktorer i børn og unges liv. Samtidig viser ny international forskning, at når ungdomsklubber lukker, falder unges uddannelsesresultater, deltagelsen i organiserede fællesskaber bliver mindre, og ungdomskriminaliteten stiger.

Det bør kalde på eftertanke.

Der er efterhånden i lang tid blevet talt om visioner for ungdomsområdet i Frederikshavn Kommune. Der er blevet diskuteret nye muligheder, nye rammer og nye måder at skabe attraktive ungdomsmiljøer på.

Man kan være enig eller uenig i, om løsningen er et nyt ungehus. Det har jeg selv tidligere stillet spørgsmål ved, fordi Frederikshavn allerede har et etableret og velfungerende klubtilbud.

Men uanset holdningen til den konkrete løsning rejser det et andet spørgsmål:

Hvad blev der af ambitionerne for Frederikshavn Kommunes unge?

For i dag synes debatten i højere grad at handle om organisering og besparelser end om, hvordan vi skaber de stærkeste fællesskaber og de bedste udviklingsmuligheder for kommunens unge.

Det gør kun undringen større, at medarbejderne i Hot Spot efter min opfattelse fik beskeden om den politiske beslutning om opsigelse af driftsoverenskomsten nærmest samtidig med, at den blev offentliggjort. Mange af de medarbejdere, som hver dag skaber relationer og fællesskaber for de unge, måtte efterfølgende læse sig til flere detaljer i medierne. Det harmonerer dårligt med de ambitioner om åbenhed, dialog og inddragelse, som ellers ofte fremhæves i den politiske debat.

Hvis nogle unge oplever, at der er for langt til klubtilbuddene, er løsningen så at svække ungdomsområdet yderligere? Eller burde vi tværtimod diskutere, hvordan vi skaber bedre adgang til stærke ungdomsmiljøer?

Jeg har samtidig svært ved at se, hvordan et SFO2 tilbud skal kunne erstatte de rammer, relationer og den ungdomskultur, som et egentligt klubtilbud bygger på.

SFO2 er grundlæggende bygget på en skolelogik, klubber og ungemiljøer bygger på en ungdomslogik.

Det er ikke det samme.

Derfor savner jeg svar på tre helt konkrete spørgsmål:

Hvordan styrker den foreslåede model de fællesskaber, som forskningen peger på, er afgørende for unges trivsel?

Hvilken konkret forbedring får de unge ud ad den nye model, og hvordan bliver den nye løsning bedre for de unge end den, vi allerede har?

For i sidste ende handler det om mere end organisering, det handler om, hvilken kommune vi ønsker at være. En kommune, der ser ungdomslivet som en udgift, eller en kommune, der ser ungdomslivet som en investering.

For spørgsmålet er ikke, om vi skal ændre kurs. Spørgsmålet er, om den nye kurs bringer os tættere på det mål, vi alle burde være enige om: At flere unge trives, deltager i fællesskaber og får tro på deres egen fremtid i Frederikshavn Kommune.

--- 

Du kan læse Venstre og Danmarksdemokraternes indlæg her.