24.06.2022 | Af: Michael Frederiksen
I dag lukker Ukraine-butikken i gågaden
108979
108979
I dag lukker Ukraine-butikken i gågaden i Frederikshavn. Det sker med en lille fest for danskere og ukrainere i Danmarksgade 66. Der bydes på sandwich og slush ice og ophørsudsalg.
Butikken har været en stor succes til hurtig integration og til at skabe netværk. Mange ukrainere i Frederikshavn Kommune er allerede i arbejde, og der er skabt kontakter og netværksfamilier i hele kommunen.
Hovedparten af ukrainerne har fået asyl-ydelse, og de begynder at flytte rundt i lejligheder forskellige steder i kommunen.
Mange møder også flittigt op i foreningslivet og bidrager med aktiviteter og med indsamlinger. De har følt sig godt modtaget og er meget taknemmelige.
Mange frivillige har bidraget - og bidrager fortsat bidrager - med hjælp i både Frederikshavn, Ravnshøj, Ålbæk og Skagen. Der er flere, som har meldt sig som netværksfamilier.
En del virksomheder har hjulpet med varer til butikken i gågaden, og det har været overvældende, hvad der er kommet ind både ved indsamlinger i Metodistkirken i Strandby og flere andre private bidrag og donorer igennem Rikke Johansens Facebook-side.
- Her har aktiviteten været enorm og opbakningen fantastisk, siger Rikke Johansen.
Langt hovedparten er uddelt her i kommunen, og restlageret pakkes i dag i kasser og afhentes af Lions-klubberne i Aarhus, hvor det vil blive brugt blandt de derboende ukrainske flygtninge.
Det frivillige arbejde fortsætter på forskellig vis i Frederikshavn Kommune. Man kan blandt andet kontakte Henrik Carlsen via hjemmesiden Uaget2knowfrh.dk, hvis man som privatperson forening eller virksomhed vil byde ind.
Henrik Carlsen takker alle, som har bidraget til butikken på forskellig vis med inventar og diverse samt ikke mindst det frivillige personale og Ulrik Bisgård, som velvilligt har stillet lokaler midt i gågaden kvit og frit til rådighed.