Sundhed er et fælles samfundsanliggende
Regionsrådsmedlem Susanne Flydtkjær (EL), medlem af Sundhedsudvalget, har skrevet dette indlæg: I Danmark bryster vi os af at være et velfærdssamfund, hvor alle har lige muligheder for et godt liv. Men virkeligheden er en anden. Hvis du er ufaglært, arbejdsløs eller bor i et socialt udsat område, lever du kortere og med flere sygdomme end direktøren i villaen i Hasseris.
Uligheden i sundhed er både dybt uretfærdig og et demokratisk problem. Derfor hilses en folkesundhedslov velkommen – men kun hvis den følges op af reelle penge og ikke blot flytter ansvaret i kommunerne og region, hvor kassen allerede er tom.
En folkesundhedslov bør sikre gratis og lige adgang til forebyggelse, sunde fællesskaber og trygge livsvilkår. Ikke kun for dem, der har overskuddet til selv at opsøge yoga, rygestopkurser og økologisk og plantebaseret mad – men for dem, der står op kl. 5 for at tage i rengøring, eller kæmper med psykiske lidelser og gæld. Det kræver, at staten tager ansvar og ikke blot sender opgaverne videre til kommuner og regioner, som i forvejen skærer ned på skoler, ældrepleje og sundhedsindsatser, fordi økonomien er presset af årevis af alt for mange opgaver, der skal løses - men ingen penge til at løse dem.
Det store dilemma er, at de kommuner, hvor folk er mest syge og socialt udsatte, ofte har færrest penge til at gøre noget ved problemerne. Vi ser allerede nu, hvordan rigere kommuner kan tilbyde gratis fritidsaktiviteter og sunde skolemåltider, mens fattigere kommuner må vælge mellem at betale for socialrådgivere, vedligeholde legepladser og skoler - eller lappe huller i vejene. Hvis folkesundhedsloven ikke indeholder en retfærdig fordeling af midlerne, vil loven blot cementere de forskelle, den hævder at ville bekæmpe.
Derfor skal det siges helt klart: Sundhed er ikke kun et individuelt ansvar – det er et fælles anliggende. Det handler om klasseskel, levevilkår og politiske prioriteringer. Hvis regeringen virkelig vil mindske ulighed i sundhed, må de tage mod til sig og øge investeringerne i velfærd – særligt i de udsatte områder. Alt andet er socialt hykleri.
En stærk folkesundhedslov skal ikke være en gave til dem, der allerede har overskud – den skal være et værn for dem, der er blevet svigtet af systemet alt for længe. Men det kræver politisk vilje til at prioritere velfærd over skattelettelser, krigsmateriel og markedstænkning.
