Gå til hoved-indhold
06. juli 2025 - kl. 13.07

Få nu styr på tallene, Socialistisk Folkeparti

  • 1 af 1
    Peter Laigaard (A): - Det kræver mere seriøsitet af et parti, der rækker ud efter borgmesterposten, at foreslå "små-besparelser" indenfor et udvalgsområde for at friholde "kæmpe besparelser" indenfor et andet.
Af  Peter Laigaard

"Det er rendyrket populisme fra Socialistisk Folkepartis side at kaste sig frådende over udvalgte områder i andre udvalg - specielt fordi forslagene rækker som en skrædder et vist sted", skriver Peter Laigaard (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune, i dette indlæg.

Det kommer i en kommentar til et indlæg fra byrådsmedlem Tina Kruckow (SF).

Midt i alle de glædelige meldinger omkring både Krudten og udviklingen på havnen med massive investeringer bliver der snart hverdag igen, når de endelige budgetforhandlingerne begynder.

Den ubehagelige sandhed er jo, at vi skrumper som kommune med hensyn til antal borgere - men derudover har vi også en skæv demografisk sammensætning. Til-/fraflytning er netto på niveau - men faktuelt bliver mange flere ældre, og der er mange færre børn. Det kræver, at alle udvalg er deres ansvar bevidste, og indenfor deres område laver de nødvendige tilpasninger. 1 % besparelserne er for at sikre en løbende tilpasning. Hvert udvalg har den dybe indsigt i både jura og økonomi.

De to store velfærdsområder i vores kommune er Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget med budget på 1 milliard kroner. I KFU har vi et budget på cirka 240 millioner kroner. Der er nu engang forskel på milliarder og millioner.

Heraf kan vi på KFU-området ikke røre cirka 2/3 af budgettet, fordi vi historisk set også rummer eksempelvis boligsikring, kollektiv trafik, borgerservice med videre. Lovpligtige servicer/udbetalinger, som i andre kommuner måske er placeret under andre udvalg, men i Frederikshavn under KFU historisk set.

Ikke desto mindre har vi igennem godt udvalgsarbejde måtte finde 1 % samlet set - også på de områder, vi ikke kan spare på. Vi har leveret besparelser i alle fire år, som vi skal - et enkelt år endda dobbelt op - samlet 12 millioner kroner. Vi har både sikret, at vi leverer vores bidrag til fælleskassen, men samtidig sikrer udvikling.

Vi er helt bevidste om, at vi skal sikre fællesskaber indenfor mange områder, men kan vi samtidig understøtte Frederikshavn Kommunes ene vækstspor - turisme/oplevelsesøkonomi - gør vi gerne det. At vi samtidig sikrer betydelige ekstra indtægter til de mange foreninger, som bakker op om de store events, er en sidegevinst, som gør, at vi kan have et meget velfungerende foreningsliv.

Så hvis vi nu antager, at vi - som Socialistisk Folkeparti foreslår - slagter store dele af kultur- og fritidslivet i vores kommune, ville vi måske kunne friholde Socialudvalget for besparelser i et havlt år, men når året er omme, ville det samme kultur- og fritidsliv område være lagt i ruiner. Det kalder på et “reality-tjek” i Socialistisk Folkeparti - eller at vi snart ser "pengetræet" - eller måske bare lidt matematikundervisning.

Det kræver mere seriøsitet af et parti, der rækker ud efter borgmesterposten, at foreslå “små-besparelser” indenfor et udvalgsområde for at friholde “kæmpe besparelser” indenfor et andet.

Den er rendyrket populisme fra Socialistisk Folkepartis side at kaste sig frådende over udvalgte områder i andre udvalg - specielt fordi forslagene rækker som en skrædder et vist sted - og fordi de langsigtede konsekvenser vil være uoverskuelige for vores Kultur og Fritidsudvalg.

Personligt har jeg kunnet glæde mig over, at et enigt udvalg og byråd - også Socialistisk Folkeparti - har bakket op om vores udvalgsarbejde i KFU de seneste tre år. Det satser vi også på i år.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...