Hjørring og Frederikshavn skal være Nordjyllands motor
Spidskandidat Dan Henry Gaardboe Rueskov (LA), Hjørring Kommune, og spidskandidat Klaus Hjulmand (LA), Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Der sker store ting i vores landsdel, og det er nu, vi skal tænke os ind i udviklingen, hvis vi vil være en del af fremtiden i stedet for at se passivt til.
Frederikshavn står foran en historisk opgave, når Danmark skal have bygget nye krigsskibe, og samtidig sejler der hver uge hundredvis af fragtskibe forbi Hirtshals uden at lægge til.
Det er på tide at vi i Hjørring og Frederikshavn tænker i fælles løsninger, der skaber vækst, arbejdspladser og grøn transport.
Hirtshals Havn skal udvides og kobles direkte på jernbanen, så godset kan rulle ind og ud uden omveje. Vi har en godsterminal ved Lilleheden, men der mangler stadig et skiftespor ved Emmersbæk. Det skal laves færdigt.
Samtidig skal vi styrke de lokale industriområder i Hjørring, Sindal, Vrå og Hirtshals, så vi er klar til at tage imod virksomheder, der leverer til både grøn omstilling og forsvar.
Vi skal tænke Nordjylland som ét fælles område med styrkepositioner inden for maritim industri, grøn logistik og energiproduktion.
Derfor skal jernbanen elektrificeres og udvides hele vejen mellem Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev, så gods og passagerer kan køre på strøm og ikke diesel. Det er grøn realisme i praksis.
Hvis bare 10 procent af de skibe, der sejler forbi Hirtshals, begynder at lægge til, vil det betyde færre lastbiler på vejene, lavere CO2 og flere job i Nordjylland.
Det kræver, at vi politikere tør trække i arbejdstøjet og sætte retning.
I Liberal Alliance vil vi en kommune og en landsdel, der tænker fremad og bygger op. Vi tror på, at Nordjylland kan tage ansvar og vise vejen.