Julekoncert med Maria Lucia i Det Musiske Hus
Maria Lucia synger julen ind i Det Musiske Hus i Frederikshavn onsdag 11. december 2024. Musik er en essentiel del af juletraditionen, og i år byder en af Danmarks største musicalstjerner højtiden velkommen på smukkeste vis.
11. december kan du opleve Maria Lucia optræde med både danske og internationale juleklassikere i Det Musiske Hus.
Maria Lucia performer med stor glæde, energi og kærlighed til sit publikum, og sammen med sin pianist Morten Vestergaard, der er kendt fra Hit med Sangen, synger hun julen.
- Maria Lucia har forført os alle med sin gudsbenådede stemme, siden hun i 2003 vandt TV2's talentkonkurrence POPSTARS SHOWTIME, hvor hun efterfølgende udgav eget album med blandt andet hittet Taking Back my Heart. Hun har haft hovedroller i et hav af musicals gennem de sidste 20 år samt deltaget i TV-programmer og store symfoniske koncerter landet over, fortæller direktør Per Malmberg, Arena Nord.
Hun har ydermere modtaget flere priser for sine præstationer, herunder Reumertprisen for "Årets Sanger" i 2011 for sin præstation i musicalen Wicked samt den prestigefyldte Teaterkritiker pris "Teaterpokalen" i 2015 som den første musicalsangerinde nogensinde. Derudover dubber hun meget tegnefilm, og de fleste vil nok genkende hende som den danske stemme til Elsa i Disneys succesfulde tegnefilm Frost, som også bragte hende på scenen ved "The Oscars" i 2020.
- Gå ikke glip af årets julekoncert med en af Danmarks største stemmer, lyder opfordringen fra Per Malmberg.
Billetsalget er netop gået i gang.
Dermed byder Det Musiske Hus på to julekoncerter på tre dage. Mandag 9. december står "Anders Blichfeldt - Christmas Gospel" på plakaten.
Anders Blichfeldt vender tilbage med sin julekoncert, der bliver endnu større og endnu flottere. Han har musikere med på scenen og ikke mindst et stort gospelkor med Linda Andrews i front.
Billetsalget har været i gang et stykke tid, og der er rift om billetterne.