Gå til hoved-indhold
08. april 2024 - kl. 15.04

Kammermusikdag i Frederikshavn på lørdag

  • 1 af 1
    Billedet her er fra Kammermusikdagen 2023.
Af: Michael Frederiksen

På lørdag 13. april kommer Det Musiske Hus i Frederikshavn til at summe af liv og musik, når Kammermusikdagen 2024 løber af staben.

Kammermusik er både for børn, unge og voksne, og til Kammermusikdag mødes 25 af Musikskolens elever i Det Musiske Hus i Frederikshavn til en hel dag med musik. Eleverne, der skal deltage i Kammermusikdagen, er mellem 11 og 75 år, men det er ingen hindring, når man har en fælles interesse for musikken.

Eleverne spiller violin, cello, sang, guitar, tværfløjte, klarinet og klaver, og de har sammen med deres lærere på Musikskolen øvet sig på udvalgte numre inden Kammermusikdagen. Når alle eleverne mødes på lørdag, skal de for første gang spille numrene sammen, og her går det hele op i en højere enhed.

- Det er dejligt at se, at musikken kan skabe et fællesskab imellem de mange forskellige elever, vi har i Musikskolen. Eleverne har øvet numrene derhjemme hver især, men når de så mødes, så lyder det pludselig af meget mere, og det er noget helt særligt. Og så tænker de ikke nødvendigvis over, at der måske er 40 år eller mere imellem dem. Så handler det bare om musikken, udtaler Lone Lindhardt, koordinator og underviser i Musikskolen.

Eleverne skal spille sammen på kryds og tværs - både i forskellige instrumentgrupper og i forskellige grupper af elever og lærere. De numre, der skal spilles, er blandt andet af Mozart, Händel, Carl Nielsen, Saint-Säins og Hindemith.

Kammermusikdagen bliver afsluttet med en åben prøve lørdag kl. 15.00, hvor alle interesserede er velkomne. Der er gratis entré.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...