Gå til hoved-indhold
24. maj 2025 - kl. 00.05

​​​​​​​Kokke- og tjenerelever på EUC Nord tog på gastronomisk studietur til Paris

  • 1 af 4
    Rosa Domino (til højre) foran de mange Michelin-stjerner hos Pavillon Ledoyen.
  • 2 af 4
    Travlhed i køkkenet på den franske kokkeskole Lycée René Auffray.
  • 3 af 4
    Hele holdet foran Pavillon Ledoyen med i alt seks Michelin-stjerner fordelt på tre restauranter.
  • 4 af 4
    Der blev også tid til at være turist i Paris.
Af: Michael Frederiksen

11 kokkeelever og en enkelt tjenerelev fra EUC Nord var i uge 19 på studietur i gastronomiens hovedstad, Paris. Til forskel fra en sædvanlig studietur, så blev EUC Nord-eleverne sat i arbejde på deres besøg hos den franske kokkeskole Lycée René Auffray., der ligger i Clichy lige uden for Paris.

Kokkeelev Rosa Rigmor Domino var med på turen, som hun beskriver som "en lidt anderledes studietur".

- Vores program var fyldt op med de normale attraktioner som Eiffeltårnet, Louvre, shopping og så videre. Men vi havde også to dage, hvor vi var på fransk kokkeskole og arbejdede i køkkenet med franske teknikker og retter sammen med franske elever og lærere. Det var lidt af et kulturchok og meget anderledes, end det vi er vant til. Især forholdet mellem lærere og elever var meget mere kæft, trit og retning. I Danmark er forholdet mere afslappet, og det kan jeg bedre lide. Vores køkkener og udstyr er også i bedre stand, siger Rosa Rigmor Domino.

Hun fortæller desuden, at man besøgte Pavillon Ledoyen, som drives af den berømte kok Yannick Alléno, som hilste på eleverne. Pavillon Ledoyen ligger på Champs-Élysées og er en af de ældste restauranter i Paris med rødder tilbage i 1700-tallet. Det smukke palæ huser tre restauranter med 1, 2 og 3 Michelin-stjerner.

- Vi så desværre ikke køkkenet - det ville jeg virkelig gerne have set. Men vi kunne godt mærke, at alt var på et meget højt niveau. Restauranterne var vildt smukke, og de havde virkelig styr på tingene. Det var helt anderledes fra alt, jeg har set i Danmark.

Eleverne var afsted i seks dage, før de tog hjem til Hjørring og fortsætter deres uddannelse. Efter sommerferien er alle elever spredt ud på lærepladser i Nordjylland. Rosa Rigmor Domino starter i juli som kokkelærling hos 2Takt i Frederikshavn.

Samarbejdet med den franske kokkeskole Lycée René Auffray betyder, at man får besøg af franske kokkelever efter sommerferien hos EUC Nord i Hjørring. Uddannelseschef Dennis Kindberg glæder sig til at tage imod de franske gæster:

- Vi har allerede haft besøg af ledere og lærere fra skolen, så vi er godt forberedte til de franske elever. Vi arbejder lige nu på at skaffe praktikaftaler med restauranter og hoteller, så franskmændene kan komme til at arbejde på deres ophold i Nordjylland. De skal især lære om dansk kultur og madlavning, og jeg synes vi har rigtig meget at byde på.

Dennis Kindberg understreger, at der er gode muligheder for studieture og længere ophold i udlandet for kokke- og tjener-elever på EUC Nord.

- Hele samarbejdet, herunder studieturene er kommet i stand via Erasmus +, som er EU’s program for samarbejde og læring. Vi vil gerne give vores elever noget international erfaring og opfordrer dem også til at tage mere af deres uddannelser i udlandet. Det giver uvurderlig ny viden og det er et kæmpe plus på ens CV.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...