Gå til hoved-indhold
25. september 2023 - kl. 17.09

Kunsten at kunne har fulgt Karl-Erik Slynge hele livet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Mandag formiddag var Frederikshavn Teaterforening vært og havde inviteret Karl-Erik Slynge til at fortælle om sit liv - både det personlige/private, men også det erhvervs og karrieremæssige. Det skete på Hotel Frederikshavn.

- Det blev en fantastisk oplevelse for de fremmødte. Vi fik hele pakken og jeg må sige, at TRIGONs slogan – "Kunsten at kunne" - må have været en del af livet for Karl-Erik hele livet, for kunsten at kunne har virkelig fulgt ham, siger formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Karl-Erik Slynge voksede op i en kernefamilie i Danmarksgade 23, forældre og fire børn i alt, så der var liv og glade dage ovenover slagterforretningen NANNA, hvor der igennem mange år var fokus på at betjene de svenske turister, der kom i hobetal til Frederikshavn. Alle hjalp til i forretningen, og det med at stå sammen som familie gav bonus i tiden efter.

Skoletiden på Ørnevejens Skole var en dejlig tid, så på gymnasiet og derefter via små kringelveje til det stod helt klart, at det var ingeniør, Karl-Erik ville være. Han arbejdede i Aarhus og andre steder – også i det store udland. Et ophold i Schweiz i den første unge tid har sat et særligt præg på eftertiden.

- Kærligheden overvinder alt, og på det område har Karl-Erik også været heldig. Han mødte sit livs Helle i de helt unge år, og de har holdt sammen lige siden og nyder, at familien med tiden er blevet større, efter at de to døtre er blevet gift, og der er kommet børnebørn til, siger Lilly Pedersen.

Himmerigsvej i Jerup og gården, der er renoveret efter alle kunstens regler, også hvad det energimæssige optimering angår, der er tænkt over alle detaljer.

- Vi fik indblik i flere projekter, hvor der er energioptimeret og også steder, hvor det før ikke var så attraktivt at bo, men som nu er en meget attraktiv bolig qua de optimerede energiløsninger.

Hjertet banker for at skabe løsninger og skabe aktiviteter i vores kommune, og som formand for Frederikshavn Erhvervsråd er der masser af muligheder for at komme med indspil til de mange, der arbejder med meningsfyldte løsninger hver eneste dag.

Karl-Erik Slynge føler sig heldig og kan glæde sig over, at også fritiden giver mening for ham. Han lærte i sine unge år at spille forskellige musikinstrumenter, blandt andet sammen med Jens Gaardbo, og den evne bruger han nu sammen med en lille flok, der spiller jagthorn.

TRIGON som virksomhed er nu overdraget til Mikkel Westergaard, og det er en fremtidsløsning, som Karl-Erik Slynge er super glad for. Fingeren på pulsen har han dog stadig selv i fonden og andre områder, hvor TRIGON er involveret.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...