Læsehesten i Fr.havn fejrer 25 års jubilæum
Mandag 3. oktober holder Læsehesten i Danmarksgade i Frederikshavn 25 års fødselsdag. Indehaveren Kai Walsted fejrer dagen med at give 25 procent rabat på alt i butikken.
De fleste kender forretningen Læsehesten i Danmarksgade. Her kan man ikke gå forbi, uden man lige skal ind og se, om der er kommet noget nyt, uanset om man interesserer sig for bøger, dvd, spil eller noget af alt det nye, der er kommet til gennem årene.
Indehaveren Kai Walsted er 47 år og har efter eget udsagn Danmarks største samling af tegneserier og børnebilledbøger. Netop de to interesser, der for efterhånden mange år siden skaffede ham det fritidsjob, der senere skulle blive en levevej.
- Jeg startede efter skoletid med at arbejde hos Lars i Læsehesten i Aalborg. Siden blev det til en uddannelse som VVS-mand, men det blev ikke til mange toiletter og badeværelser, fortæller Kai Walsted.
- Jeg havde med tiden lært Lars temmelig godt at kende, og en dag kom vi til at snakke om at åbne en butik mere et eller andet sted. Valget faldt på Frederikshavn, og lokalerne de to havde udset sig var en nedlagt boghandel i den nordlige del af Danmarksgade, hvor Læsehesten stadig ligger.
Med årene er det blevet til afdelinger i andre byer, og i 1996 blev Læsehesten udvidet med 120 kvadratmeter, hvor der i dag er store dele af ”hestens” udbud af musik og film.
Læsehesten handler med lidt af hvert indenfor bøger, film, blade, multimedie, musik, legetøj, figurer samt et stort udvalg af samle/kort spil. Lidt af hvert er måske en kraftig underdrivelse, sådan føles det i hvert fald, når Kai Walsted begynder at remse op af varelageret.
- Det er vigtigt at være på forkant med udviklingen. Kun på den måde kan man yde kunderne en god service, mener Kai Walsted.
I dag er det næsten ikke til at opdrive en VHS-video i forretningen, mens vinylen er vendt stærkt tilbage. En anden sællert er Læsehestens store udvalg i e-cigaretter, væsker og tilbehør.
- Vi har kvalitetsvæsker fra de store producenter i Danmark, Amerika, Tyskland og Mexico, og der kommer hele tiden nye varianter til, siger Kai Walsted, der selvfølgelig også står til rådighed med råd og vejledning om produkterne.
For 10 år siden udvidede Kai Walsted sit virke i Frederikshavn med endnu en forretning, den hedder i dag Antik og Genbrug og ligger på Kirkepladsen.
- Vi tømmer dødsboer rundt omkring og opkøber restpartier, konkursboer og lignende til salg i forretningen, siger Kai Walsted.
Forretningen har foreløbig åben én aften om ugen, så Kai til daglig kan være der, hvor folk venter at finde ham. Bag disken i Læsehesten.
- Om jeg bliver ved 25 år mere? Okay, til den tid er jeg 72, men jeg bliver ved, så længe jeg er glad for at komme på arbejde hver dag, fortæller Kai Walsted fra sin vante plads bag disken i Læsehesten.
Der er reception på jubilæumsdagen mellem kl. 12-14, hvor Pølsedrengene langer "hottere" over disken.