Kystsikring i Frederikshavn Kommune – et fælles ansvar og en vigtig investering
Gitte Kiilerich (A), formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Frederikshavn Kommune har netop modtaget et tilsagn fra Kystdirektoratets Kystpulje på 4.796.000 kr. til et vigtigt projekt om erosionsbeskyttelse ved Gl. Skagen. Tilsagnet dækker op til 40 % af de reelle anlægsudgifter og er et stærkt signal om, at vores fælles indsats for at beskytte kysterne bliver anerkendt og støttet nationalt.
Projektet er en direkte opfølgning på beslutningen i Teknisk Udvalg 8. april 2025, hvor vi gav tilsagn til at fremme kystsikringen ved Gl. Skagen. Her blev det besluttet at afsætte midler til forstærkning af otte eksisterende høfder og sandfodring over 1.250 meter kyststrækning – en indsats, der skal beskytte mod erosion og samtidig skabe en bredere strand med bedre adgang for både borgere og turister.
Kystbeskyttelse er ikke bare en teknisk opgave – det er en investering i tryghed, natur og fremtid. I Teknisk Udvalg har vi arbejdet målrettet og i fællesskab for at sikre, at de mest udsatte områder i kommunen får den nødvendige beskyttelse. Det gælder især Gl. Skagen, hvor både sommerhuse, hoteller og det unikke kystmiljø er under pres fra havets kræfter.
Som udvalgsformand for teknisk Udvalg kan jeg kun udtrykke min store glæde over bevillingen og understrege, hvor vigtigt det er at vi står sammen om kystbeskyttelsen. Jeg kan glæde mig over at det er et samlet Udvalg, der er enige og derfor er sammen om at løfte opgaven og derved er med til at sikre, at projektet nu kan realiseres. Når ting lykkedes, skal man huske at glæde sig over dem og dette er et resultat af samarbejde mellem kommune, grundejerforeninger og statslige myndigheder.
Kystsikringen ved Gl. Skagen er en del af en større indsats, hvor vi som kommune tager ansvar for at beskytte vores borgere og værdier mod klimaforandringer og stigende havniveauer. Det er en indsats, der fortsætter – og som vi i Teknisk Udvalg vil følge tæt og understøtte med de nødvendige beslutninger og ressourcer.
Vi ser frem til at se projektet tage form i de kommende år – til gavn for både de direkte berørte borgere og hele kommunen.