Lasagne og stegt flæsk med persillesovs i Gærum
GÆRUM: Torsdag 9. februar kl. 17.30-20.30 afvikler Gærum Samvirke den årlige Spis-sammen-aften i hallen på Gærum Skole.
Maden leveres af Lene fra Gærum Selskabslokaler. Der er såvel stegt flæsk med persillesovs som lasagne på menuen. Efter middagen serveres kaffe med hjemmebag.
Den musikalske underholdning med levende musik og fællessang er lagt i hænderne på Gærum-musikeren Per Ejstrud, og børn fra Gærum Idrætsforening kommer og giver en prøve på deres færdigheder.
Alle Gærums foreninger er involveret i arbejdet med at skabe en hyggelig aften, hvor fællesskabet og det sociale samvær er i højsædet.
Arrangementet, der har udviklet sig til en fast tradition, plejer at samle 150-175 deltagere. Det er samtidig god anledning til at byde velkommen til de nye borgere, som i løbet af 2016 er flyttet til byen.
Og dem er der heldigvis nogle stykker af, idet der i 2016 er solgt i alt ni huse i Gærum by samt tre nedlagte landbrug.







































