Gå til hoved-indhold
05. august 2026 - kl. 00.08

Lav et fortov, før der sker en alvorlig ulykke

  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af  Niels Chr. Jensen

Niels Chr. Jensen, Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Jeg undrer mig ofte over, at der fortsat mangler et fortov på en kort, men meget trafikeret strækning ved Frederikshavn Havn.

Når man kommer gående fra syd og krydser fodgængerovergangen ved lyskrydset Europavej/Færgehavnsvej mod Havnepladsen, ender man på en cirka 150 meter lang strækning, hvor der slet ikke er noget fortov. Her er der kun en græsrabat, som fodgængere forventes at benytte, indtil man når fortovet ved "Valutaslangen".

Desværre er græsrabatten ofte fyldt med hundeefterladenskaber, og derfor vælger mange gående i stedet at gå ude på kørebanen i højre side. Det sker på en vej med megen trafik, hvor både personbiler, lastbiler og busser passerer. Jeg har flere gange oplevet situationer, hvor fodgængere har været faretruende tæt på at blive ramt af både cyklister og biler.

Det er efter min mening kun et spørgsmål om tid, før der sker en alvorlig påkørsel, hvis ikke der bliver gjort noget.

Det virker uforståeligt, at en så kort manglende forbindelse ikke for længst er blevet etableret. Et fortov på de omkring 150 meter vil skabe en sikker og sammenhængende rute for både byens borgere og de mange gæster, der dagligt besøger havnen til fods.

Frederikshavn Havn er et attraktivt område med mange besøgende, og infrastrukturen bør naturligvis afspejle dette. Sikkerheden for fodgængere bør have høj prioritet.

Derfor vil jeg opfordre Frederikshavn Kommune og de øvrige relevante myndigheder til hurtigst muligt at få etableret et fortov på den manglende strækning – gerne inden den dag, hvor vi skal læse om en alvorlig ulykke, som kunne være undgået.

Om vinteren er der problemer, da græsarealet ikke bliver ryddet, og om efteråret er det ofte mudret og ikke særlig fremkommeligt. Få nu lagt de fliser, så der er fortov hele vejen. Det her kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...