Pusterummet i Elling genåbner som festlokale – efter fem års pause
Efter fem års pause kan der igen holdes bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage og andre af livets store fester i Pusterummet i Elling. Det populære festlokale, som siden 1992 har dannet ramme om utallige festlige begivenheder, er nu tilbage – i en ny og opgraderet udgave.
Da Anne og Peter Keller overtog stedet, var planen hele tiden, at Pusterummet igen skulle være et moderne og indbydende festlokale. Men kort efter opstod der et behov for undervisningslokaler til FGU.
- Vi havde egentlig kun forestillet os, at de skulle være her i omkring et år, mens de fandt en permanent løsning. Men ét år blev pludselig til fem. Vi har selvfølgelig været glade for at kunne hjælpe, men hele tiden vidst, at drømmen var at føre Pusterummet tilbage til det, det oprindeligt var skabt til, fortæller Anne Keller.
Nu er den plan blevet en realitet.
Den seneste periode har Anne og Peter Keller arbejdet på at skabe et festlokale, hvor både æstetik og funktionalitet er i højsædet. Lokalerne er blevet opdateret med et moderne og nordisk udtryk, hvor de små detaljer er nøje udvalgt – fra service og glas til indretning og stemning.
- Vi ønskede ikke bare at åbne dørene igen. Vi ville skabe et sted, hvor man mærker stemningen så snart man træder ind. Et sted, hvor værterne kan koncentrere sig om deres gæster og nyde festen.
Parret håber, at både tidligere og nye gæster vil tage godt imod genåbningen.
- Der er noget særligt ved, at så mange mennesker har en historie med Pusterummet. Nogle har selv holdt deres bryllup her, og nu kommer de måske tilbage for at holde konfirmation eller en rund fødselsdag for deres børn. Det er en tradition, vi er stolte af at føre videre, siger Anne Keller.
Med genåbningen vender en lokal klassiker tilbage – nu med nye rammer, men stadig den samme ambition som altid: At danne den perfekte ramme om livets store øjeblikke.





































