Mandag kl. 12.45: Træn med de danske U17-landsholdspiger i Frederikshavn
Kom helt tæt på en landsholdsspiller. Det er invitationen fra DBU mandag 3. august, hvor alle børn kan møde op og træne med de danske U 17-landsholdspiger, der søndag vandt 2-1 over Sverige på Frederikshavn Stadion i Open Nordic Tournament.
De dygtige landsholdsspillere går på træningsbanen under ledelse af landstræner Signe Pries Andersen klokken 11:30, og klokken 12:45 er det muligt at få lov at prøve tricks sammen med de talentfulde landsholdsspillere, der onsdag og lørdag spiller de sidste to kampe i Open Nordic Tournament mod Finland og Norge. De kampe spilles på Nord Energi Arena i Hjørring.
Man skal blot møde op i fodboldtøj, så vil de danske landsholdsspillere stå for en sjov træningssession. Mon ikke også det bliver muligt at få en autograf og et billede at de danske landsholdsspillere, der blandt andet tæller spillere fra storklubber som FC Nordsjælland, AGF, Fortuna Hjørring og mægtige Arsenal fra London.
Landstræner Signe Pries Andersen har i øvrigt en imponerende karriere i dansk fodbold bag sig, hvor hun har vundet fire danske mesterskaber og fire pokaltitler med Brøndby samt spillet adskillige kampe i Champions League for de blå/gule fra Vestegnen.
Det hele foregår på Frederikshavn Stadion, så det er bare at møde op, lyder det fra FfI, Frederikshavn Kommune og DBU.




































