U17-pigelandsholdet i fodbold nyder at være i Frederikshavn
Det danske U17-pigelandshold i fodbold er i denne uge i Frederikshavn, hvor DBU er vært for en 4-nationers turnering med deltagelse af Dannark, Sverige, Norge og Finland.
Danmark er indlogeret på Quality Hotel The Reef i Frederikshavn, så spillerne er synlige i gadebilledet, ligesom der har været et par muligheder for at træne med landsholdsspillerne.
- Det er dejligt at komme til et nyt sted, og Frederikshavn er en utrolig dejlig by. Vi bor jo centralt og nyder godt af gågaden, udtaler landstræner Signe Pries Andersen.
Hun bemærkede også med stor tilfredshed, at der var fint med tilskuere på Frederikshavn Stadion til søndagens landskamp mod Sverige, hvor det lykkedes Danmark at vinde 2-1.
Signe Pries Andersen håber, at landsholdets ugelange besøg i Frederikshavn kan sætte yderligere skub i udviklingen af pige- og kvindefodbold i området.
Hun kommer i interviewet med gode råd til forældre med dygtige pigespillere. Hvor gamle skal de være, når de måske søger nye udfordringer i større klubber? Vi kan godt afsløre, at landstræneren synes, det er en god idé, at de dygtige piger får mulighed for at træne med drenge.




































