LOOP Frederikshavn: Vil du med til Månen?
Med kampagnen "Vi bevæger os sammen – til Månen på 28 dage" håber fitnesskæden LOOP Fitness at motivere flere tusinde danskere til at komme ud og bevæge sig og opdage den gavnlige effekt, som bevægelse har på både krop og sind.
Sport og motion – særligt den indendørs af slagsen – har haft trange kår under corona, hvilket betyder, at mange har mistet de gode motionsvaner, de havde før nedlukningen. Dertil kommer, at de restriktioner, vi har levet med det seneste år, også har medført i en stigning i antallet af danskere, der oplever, at deres mentale sundhed er påvirket negativt.
- Den almene folkesundhed er et emne, der ligger LOOP Fitness meget på sinde. Under de seneste måneders nedlukning har det derfor været nedslående at følge beretninger fra både vores egne medlemmer og medierne om, hvordan danskernes helbred påvirkes negativt af corona, siger centerleder Peter Lyster, LOOP Frederikshavn.
På trods af lukkede centre har LOOP Fitness nu fundet en vej til at gøre noget for de mange danskere, som sidder derhjemme og måske har brug for et lille skub for at komme ud og bevæge sig.
I sidste uge lancerede LOOP kampagnen "Vi bevæger os sammen - til Månen på 28 dage". Målet med kampagnen er at få flest mulige personer ud og gå, løbe eller cykle i perioden indtil 6. april, så de tilsammen kan nå op på 384.405 km., som er afstanden fra Jorden til Månen. LOOP opfordrer alle – uanset om man er medlem af LOOP eller ej – til at deltage i udfordringen.
- Her lidt over en uge inde i kampagnen har vi allerede over 2.500 danskere med på kampagnen, og sammenlagt har de gået, løbet og cyklet over 70.000 kilometer, oplyser adm. direktør i LOOP Fitness, Brian Schneider.
Der er lavet en Facebook-gruppe, "LOOP Fitness – Vi bevæger os sammen", til kampagnen.
- Det giver dagligt smil på læben at følge med i deltagernes billeder og historier og opleve, hvor gode de er til at heppe på hinanden i gruppen, udtaler Peter Lyster.
LOOP opfordrer alle, der har lyst, til at deltage og blive en del af fællesskabet omkring kampagnen.
- LOOP er kendt for et træningsmiljø, hvor vi vægter fællesskabet og den gode stemning højt. Vores centre er nu nedlukkede på tredje måned, men i stedet kan vi så skabe fællesskab og god stemning gennem en aktivitet som denne. På den måde yder vi vores bidrag til folkesundheden, fortæller Peter Lyster.
Alt det kræver for at deltage i kampagnen og bidrage til at "nå til Månen, er, at man downloader den gratis app Beefit Tracker til sin telefon og tilmelder sig udfordringen i appen.