Gå til hoved-indhold
24. august 2024 - kl. 23.08

Lucas Bjerregaard på førstepladsen i største golfturnering på dansk græs

  • 1 af 1
    Lucas Bjerregaard sikrer sig en plads på DP World Tour, hvis han vinder turneringen på Djursland.
Af: Michael Frederiksen

Den frederikshavnske golfspiller Lucas Bjerregaard fører DP World Tour-turneringen (tidligere European Tour) Danish Golf Championship inden søndagens sidste 18 huller.

Lucas Bjerregaard har de seneste fem år kæmpet gevaldigt med at finde de takter, som i perioden fra 2015 til 2019 placerede ham i toppen af europæisk golf og endda gav ham chancen i USA, hvor han imponerede med en sejr over Tiger Woods i hulspil.

Den 33-årie frederikshavner kæmpede sig op som nr. 42 på verdensranglisten. I dag er han blot nr. 713 og har de seneste to sæsoner måtte nøjes med en plads på Challenge Tour, det næstbedste niveau i Europa.

Her sluttede han blot som nr. 116 i 2023, og derfor har han ikke adgang til alle turneringer i år. De seneste tre turneringer har dog kastet tre placeringer i top 10 af sig, og derfor var der optimisme at spore, da han i denne uge fik et wild card til DP World Tour's eneste turnering på dansk græs.

Og Lucas Bjerregaard har i den grad imponeret på Lübker Golf Resort ved Djurs Sommerland. Han fører efter tre af fire runder med to slag foran franskmanden Romain Langasque.

Lucas Bjerregaard er samlet 12 slag under par efter runder i 70, 65 og 66 slag.

- Min mindre gode placering på Challenge Tour betyder, at jeg er afhængig af invitationer for at komme med i turneringerne. Jeg har derfor ikke været i stand til at planlægge så meget, men derimod tage én dag ad gangen. Og det føler jeg faktisk, virker for mig, så der prøver jeg at gøre igen i morgen (søndag, red.), siger Lucas Bjerregaard til DP World Tour.

- Jeg har kæmpet med det og haft nogle hårde tider de seneste år, så jeg taget ét skridt af gangen i forsøget på at overleve, siger frederikshavneren.

Præmiesummen i Danish Golf Championship er 16,8 millioner kroner. Lucas Bjerregaard, der er æresmedlem i Frederikshavn Golfklub, har i sin golfkarriere indspillet cirka 47,4 millioner kroner. De seneste fem år har han "kun" tjent 4,4 millioner kroner. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...