Gå til hoved-indhold
16. august 2025 - kl. 00.08

Lysceremoni er et smukt indslag i Stafet For Livet

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Sognepræst Kenny Gottlieb er årets lystaler på Knivholt lørdag 30. august. Lysceremonien er Stafet For Livets mest bevægende og smukke indslag, der markerer tid til eftertanke.

Lysceremonien er en fast del af Stafet For Livet. Det er en stille stund, hvor de fremmødte kan mindes og samle deres tanker. Det er et følelsesmæssigt tidspunkt på stafetten, hvor alle kan mærke, hvorfor det er så vigtigt at holde Stafet For Livet, og hvorfor kampen mod kræft er så vigtig. Lysene, som tændes, symboliserer håbet om et liv uden kræft.

Lørdag 30. august klokken 21:30 afsluttes dagen på smukkeste vis, hvor deres tændes lys for dem, der kæmper og dem, vi har mistet.

Årets lystaler er Kenny Gottlieb Christiansen, sognepræst ved Abildgaard Kirke.

Han er i sit daglige arbejde som præst ofte i beøring med pårørende, som har mistet et familiemedlem til kræft og oplever frustrationen over, hvordan kræften kan ramme os, selv om vi lever sundt og følger alle anbefalinger.

Han hører også om senfølgerne, der ofte følger efter, psykiske lidelser og usikkerheden, når kræftramte venter på svar.

- Det gør noget ved os, og for mange er det fortsat et tabu at tale om kræft. Vi har svært ved at italesætte, svært ved at tale om et ømtåleligt emne, og mange af os har svært ved at række ud og bede om hjælp, siger Kenny Gottlieb Christiansen.

Her kan vi bruge Stafet For Livet og lysceremonien til sammen at sætte fokus på kræftsagen.

Til lysceremonien, der igen i år foregår i Vestre Lade, vil lys i små papirsposer være tændt af frivillige. Lysposer kan købes på pladsen eller allerede nu på stafettens hjemmeside.

På hver pose er skrevet et navn på en person, man gerne vil mindes eller én, man vil støtte i kampen mod kræft. Det kan også være en tegning eller lignende. Lyset repræsenterer håbet om, at kræft en dag kan bekæmpes, og at de, der har mistet livet, ikke er glemt.

Efter lysceremonien afsluttes med stemningsfyldt fællessang.

Herefter er der natmad og fællessang i Østre Lade.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...