Mandag: Moderaterne i Nordjylland holder møde i Maskinhallen
Mandag 30. september kl. 18.45 holder Moderaterne i Nordjyllands Storkreds for første gang "Vi går til politik" i Frederikshavn. Mødet finder sted i Maskinhallen i Skolegade.
- Den sidste mandag i hver måned mødes alle Moderaternes medlemmer - folkevalgte, kandidater og ministre - 10 forskellige steder i Danmark og diskuterer politik. Vi kalder det, at vi "går til politik", og her kommer alle til orde. Det er første gang, at vi er værter i Frederikshavn. Naturligvis håber vi, at mange borgere fra Frederikshavn Kommune, der også bare er nysgerrige på politik, har lyst til at deltage, fortæller Morten Arvidsson, som er formand for Moderaternes lokalafdeling i Frederikshavn Kommune.
Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, er altid med online på disse møder, hvor han orienterer om den nyeste udvikling på den politiske scene set fra Moderaternes synsvinkel.
Aftenens program bliver en velkomst ved formand Morten Arvidsson samt fra Nordjyllands Storkreds. Kl. 19.00 medvirker Lars Løkke Rasmussen på storskærm.
- Efterfølgende vil det nye udspil til sundhedsreform blive drøftet. Her vil du som borger også få mulighed for at stille spørgsmål og kommentere - ikke mindst på, hvad vi kan håbe og forvente, at reformen kommer til at betyde i praksis for den enkelte borger i Nordjylland, siger Morten Arvidsson.
Aftenen afsluttes med åben debat om, hvilke vigtige lokalpolitiske temaer og mærkesager, som optager de fremmødte borgere på kommunalt niveau.
Mødet forventes at slutte kl. 20.45, og det er gratis at deltage. Alle er velkomne, uanset om man er medlem af Moderaterne eller ej - blot man har interesse i politik.