Gå til hoved-indhold
10. marts 2026 - kl. 09.03

Maskinrummet planlægger at åbne 26. juni

  • 1 af 8
  • 2 af 8
  • 3 af 8
  • 4 af 8
  • 5 af 8
  • 6 af 8
  • 7 af 8
  • 8 af 8
Af  Marianne Isen

Indenfor i Oplevelsescenter Maskinrummet i Skagen er der allerede udstillet store motorer, dyre biler, modelskib, knallerter og masser af skilte, og planen er, at oplevelsescentret åbner 26. juni.

Serviceteam Skagen har været på rundvisning i Maskinrummet.

Den er virkelig imponerende. Samlingen. Bygningen. Udsigten. Placeringen. Det kunne medlemmer af Serviceteam Skagen selv fornemme og opleve, da de var på rundvisning og fik masser af informationer om byggeriet og planerne for Oplevelsescenter Maskinrummet.

De er fuld gang med at flytte ind, og man fornemmer hurtigt, at der bliver helt utrolig mange ting at kigge på og snakke om. Det kan være den enorme Krupp-dieselmotor fra 1926, kaldet Hitlers motor, som blev brugt under OL i 1936 i Berlin til at skaffe strøm. Eller man kan kigge på de mange slags skilte på væggene, knallerter, modelskibe og redskaber fra traditionelle håndværksfag.

For ikke at nævne de smukke biler, der er placeret på den svævende gangbro mellem de to bygninger og biludstillingen fortsætter videre ind i de lave af de to udstillingsbygninger. Det er også i denne bygning, hvor der bliver en samling af yderst kostbare tasker, som er henvendt til det kvindelige publikum. Dermed får deres mænd tid nok til at gå rundt og kigge på motorer heriblandt overvære, når de imponerende motorer bliver startet.

Åbner 26. juni
Skagens nye store turistattraktion har været tre år undervejs, og ejeren Henning Kjeldsen har meldt ud at, at han slår dørene op i uge 26 mere præcist 26. juni.

Det fortalte projekt- og ejendomschef Morten Kold, der havde sagt ja til at vise hele oplevelsescentret frem, og guidede forsamlingen fra kælderen, der ligger fire meter under havets overflade, og helt op til øverste etage af den højeste bygning.

Her på tredje sals højde var man i gang med at sætte en lang bardisk op, køkkenet kunne vi også kigge ind i. For heroppe skal der holdes bryllupper, konferencer, koncerter og mange andre slags arrangementer med mulighed for overnatning på Plesners badehotel, som også ejes af Henning Kjeldsen.

En snak mand til mand
Søger man mod de buede vinduer, åbenbarer sig en formidabel udsigt over havnen og byen. Udsigten kan man nyde mange steder, men samtidig er bygningen indvendig med dens vægge belagt med rødlige murstensskaler, mørke marmor- og trægulve skabt til hyggelige samtaler mand og mand imellem med en fadøl i hånden. En pølsevogn bliver der også plads i et af udstillingslokalerne.

Morten Kold, projekt- og ejendomschef, forklarer, at selv om åbningen er fastlagt, så bliver der i hvert fald året ud udarbejdet videre med de tekniske løsninger for at kunne starte de mange motorer. Publikum får mulighed for at følge arbejdet undervejs og stille spørgsmål til de forskellige motorer.

Motorerne skal startes
Ambitionen er, at motorerne skal startes på skift, og derfor er der også ifølge Morten Kold installeret et effektivt røggas-system. Røggassen fra motorerne bliver således ledt op i toppen af maskinhallen og ud gennem et ventilationsanlæg og videre ud gennem et hul i fyrtårnet.

Der bliver lys i fyrtårnet, og der er i det hele taget arbejdet med den udvendige belysning blandt andet af de buede store vinduer.

De har en helt særlig grøn farve, som går igen i konstruktionerne i loftet inden døre. Væggene er malet med en beige farve, som man vil genkende fra Henning Kjeldsens fiskefartøjer. Intet er overladt til tilfældighederne, og byggeriet er skabt af de bedste materialer. Oplevelsescentret skal håndværksmæssigt være i orden.

Tonstunge motorer
Konstruktionen har i øvrigt været en helt usædvanlig ingeniørbedrift. Man har virkelig skulle tænke sig om og beregne, hvordan fundamentet skulle være, når det skal bære de enormt tunge motorer.

Og sådan er der så mange ting at høre om og lade sig imponere af, når man som Serviceteam Skagen fik fornøjelsen af at besøge Oplevelsescenter Maskinrummet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...