Gå til hoved-indhold
25. juli 2020 - kl. 00.07

Med DFDS til Oslo - kvaliteten er steget

  • 2 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 5 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 6 af 6
    Kanal Frederikshavn tog i denne uge turen fra Frederikshavn til Oslo med DFDS.
Af: Michael Frederiksen

Veloplagte salgsassistenter og attraktive tilbud i taxfree-shoppen, kvikke kommentarer fra tjeneren, italiensk pizza i høj kvalitet og to rolige sejlture.

Det var nogle af de gode oplevelser ombord på DFDS-færgerne Crown Seaways og Pearl Seaways, da Kanal Frederikshavn i denne uge sejlede fra Frederikshavn til Oslo og retur - med en enkelt overnatning i den norske hovedstad.

Stena Line har indstillet sejladsen mellem Frederikshavn og Oslo, men DFDS slog hurtigt til og sørgede for, at der fortsat er daglig forbindelse mellem Frederikshavn og Oslo. Alle ugens syv dage er der ankomst fra Oslo kl. 22.00 og afgang til Oslo kl. 23.30. Det er ruterne Oslo/København og København/Oslo. som smutter ind til Frederikshavn.

Den hurtige konklusion er, der er tale om et godt bytte set med frederikshavnske øjne. Både Crown Seaways og Pearl Seaways er mere lækre end Stena Saga, og der er skruet en del op for serviceniveauet hos DFDS sammenlignet med Stena Line. Det gør lidt ondt at konstatere, da Frederikshavn nærmest er lig med Stena Line, men det svenske rederi taber klart på point i denne kategori.

Vi sejlede fra Frederikshavn i søndags kl. 23.30 - tre personer uden bil. De første måneder foregår ombordstigning på bildækket, men det var uproblematisk, fordi DFDS-medarbejderne guidede passagererne hele vejen ind og endda sørgede for, at vi kom helt ind i elevatorerne.

COVID-19 betyder, at alt ikke er, som det plejer på DFDS-færgerne. Der serveres blandt andet ikke alkohol i Columbus Club og Navigators Bar efter midnat. Det var derfor en "stille" Crown Seaways - med lyserøde døre - som vi ankom til, men vi nåede da at købe tasker og mobil-cover fra Malene Birger, inden vi gik til ro i vores udvendige standard-kahyt, hvor pladsen forekommer lidt mere trang end på Stena Line.

Mandag morgen spiste vi de medbragte hjemmebagte boller, inden vi ankom til Oslo kl. 9.00. Alternativt kunne vi have valgt at spise morgenmad på færgen og nyde den smukke tur igennem Oslo-fjorden fra restauranten. Færgen sejler retur tre timer senere, altså kl. 12.00, men vi havde valgt at tage en overnatning, så vi først skulle hjem dagen efter kl. 12.00.

24 timer i Oslo blev brugt traditionelt: Operahuset, Holmenkollen (Metro: T-banen, linje 1 mod Frognerseteren), Aker Brygge, Det Kongelige Slott, Karl Johans Gate (shopping). Det blev til 25.000 skridt. Ja, det er dyrere i Norge, men kursen hjælper p.t. meget, så det trods alt ikke er ekstremt dyrt. Vil du gerne spare lidt penge i forbindelse med måltiderne, skal du købe sodavand stedet for øl. Sodavand på restauranter er faktisk billigere end i Danmark.

Tirsdag kl. 12.00 satte vi igen kurs mod Frederikshavn. Denne gang med 10 vågne timer på vandet, hvor vi alvor kunne danne os et indtryk af Pearl Seaways. Taxfree-shoppen lokker med stærke tilbud, og der røg mærkevarer fra Gant, RAINS og Calvin Klein ned i den røde taxfree-pose. Udvalget af søde sager er en del mindre end på Stena Line.

Et eksempel på, at DFDS er dansk, er tilberedningen af grillpølser på soldækket. De var populære ved afgangen fra Oslo. Vi købte dog sandwich i Espresso House - absolut et valg, der kan anbefales.

Det er muligt at bestille en kahyt på vej hjem fra Oslo til Frederikshavn, men der findes også et særligt afslapningsområde til de passagerer, som rejser til Frederikshavn uden kahyt.

Under normale omstændigheder er der flere restauranter at vælge mellem på DFDS-færgerne. 7 Seas tilbyder en bred vifte af fisk og skaldyr, traditionelle kødretter, ost og kager samt en børnebuffet. Elsker du sprøde pizzaer, der er bagt på en varm sten? Eller frisklavet pasta? I givet fald er Little Italy det helt rigtige sted. Explorer's Steakhouse vandt for to år siden prisen Best Steak and Tastiest Cattle Breed ved THE BEEF Awards. Her kan vælges mellem steakudskæringer fra blandt andet Nordamerika, Irland og Australien.

Vi spiste pizza i Little Italy, og alle tre sad lige i skabet. Velsmagende, sprøde og med dejlige råvarer. Oplevelsen blev ikke ringere af en tjener med glimt i øjet og kvikke bemærkninger.

Er du til spabad og pool, tilbyder begge færger mellem Oslo og Frederikshavn Bubble Zone, men dette område er lukket på grund af COVID-19. Du snydes heller ikke for børneunderholdning, livemusik i barerne og forskellige konkurrencer.

Pearl Seaways ankom planmæssigt til Frederikshavn kl. 22.00. I øvrigt en meget smuk indsejling direkte mod solnedgangen. 118 gående passagerer stod af i Frederikshavn på denne afgang. 

Førstehåndsindtrykket af DFDS er bestemt godkendt. Man skal dog lige vænne sig til, at de fleste danskere ombord kommer fra København og omegn. Hovedsproget på Stena Lines færger er jo jysk. Det er til gengæld en detalje, som rummer spændende muligheder for Frederikshavn, idet byen nu hver dag året rundt viser sig frem og nævnes flere gange på DFDS-ruten mellem København og Oslo. 

Hvad koster en tur med DFDS? Priserne varierer, men en familie med to børn kan komme af sted tur-retur for under 1000 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...