Melodi Grand Prix-aktiviteter i hele kommunen - vind billetter i musikquiz på Bull
Forberedelserne i Arena Nord til Dansk Melodi Grand Prix på lørdag 14. februar og MGP lørdag 21. februar er i fuld gang, og det vrimler med aktiviteter i denne uge i hele Frederikshavn Kommune.
I ugerne før og efter de to shows engageres børn, unge, familier og ældre i koncerter, fællessang, kreative værksteder, lokale fester og kulturelle sidehistorier - fra plejecentre og biblioteker til hoteller, handelsliv og skoler.
På Bull på Hotel Jutlandia er der mulighed for at vinde to billetter til Dansk Melodi Grand Prix, som er udsolgt. Fredag 13. februar inviterer Bull til en festlig musikquiz i Melodi Grand Prix’ tegn.
Quizvært Knud Erik Thrane tager klaveret med og guider de fremmødte sikkert gennem en aften fyldt med musik, grin og konkurrence.
Der er velkomst kl. 19.00, og kl. 20.00 begynder musikquizzen. Det koster 75 kroner, inkl. et glas øl, vin eller vand.
DR har lavet dette samlede overblik over aktiviteterne, som klart viser, at musikfesten i Frederikshavn strækker sig over mere end blot to lørdage.
2.–22. februar
FREDERIK
Cozy Krea-aktiviteter, MGP-aften på Café Vert med gratis adgang samt MGP-udsmykning i byens butikker.
I uge 6, 7 og 8 afspiller byens gågade Melodi Grand Prix-hits og årets numre i højtalerne, så byens gæster og handlende mærker stemningen.
2.-22. februar
Kultur og Borgerservice – Bibliotekerne
Krea-værksteder i Skagen, Frederikshavn og Sæby
- Lav din egen MGP-stjerne og MGP-mikrofon
- Karaoke med de nye MGP-sange
- MGP-forfest (Frederikshavn Bibliotek - fredag 20. februar om eftermiddagen)
- MGP-fest med storskærmsvisning (Sæby Bibliotek - lørdag 21. februar om aftenen)
12. februar kl. 10.00
MGP på plejecenter - Center for Sundhed og Pleje
Plejecenter Abildparken - Levebo
Beboerne deltager i Melodi Grand Prix-quiz kombineret med holdtræning. En varm historie om musik, bevægelse og fællesskab på tværs af generationer.
13. februar
DMGP-quiz på Hotel Jutlandia
Musikquiz aftenen før DMGP-showet med pianist Knud Erik Thrane. Gæsterne gætter Grand Prix-melodier - vinderen får billetter til showet 14. februar.
14. februar
Udstilling af Dansk Melodi Grand Prix-kjoler
Tidligere Dansk Melodi Grand Prix-kjoler indgår i udsmykningen af Arena Nord - et visuelt, nostalgisk nedslag i dansk musikhistorie.
Generalprøve Dansk Melodi Grand Prix 2026
Klokken 14:00 er der generalprøve til Dansk Melodi Grand Prix 2026. Køb din billet her.
PreShow
Du er velkommen allerede fra kl. 17, hvor der varmes op i foyeren i Arena Nord med aktiviteter, glimmerstation og god stemning.
Få taget et flot gruppebillede på den røde løber, tag en tur på vores 'Walk-of-fame', hvor du kan se alle vindere gennem tiden og deltag i aftenens quiz - der er billetter til næste års show på højkant.
Dansk Melodi Grand Prix 2026
Klokken 20:00 starter det store show, hvor vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2026 - direkte fra Arena Nord i Frederikshavn- skal findes.
AFTERshow
Efter showet inviteres der til dans i Arena Nords foyer. Her vil der være opført en lille scene, hvor vi måske er heldige at høre lidt musik fra dygtige artister samt en festlig DJ. Baren er åben med Melodi Grand Prix-inspirerede drinks og andre tørster.
AFTERshow slutter kl. 01.00.
20. februar
Generalprøve MGP 2026
Fredag klokken 16:00 er der generalprøve til MGP 2026 i Arena Nord i Frederikshavn.
21. februar
MGP 2026
Klokken 19:00 starter det store show, hvor vinderen af MGP 2026 skal findes.
StjerneFabrikken
StjerneFabrikken er et festligt område fyldt med dans, glitter, musik og magiske aktiviteter. Få sat hår, læg ansigtsmaling, dans løs, og slip din indre stjerne fri, før du tager plads til aftenens fantastiske show.
Dance Studio Frederikshavn er involveret med dansere.
24.–25. februar
"Alle kommer et sted fra" – EUC Nord
Det Musiske Hus
Multimedieforestilling skabt og opført af unge. Tematisk beslægtet og oplagt som kulturel sidehistorie om unge, identitet og scenekunst.
24. og 26. marts
Børnekordage 2026 - med MGP som tema
Tre koncerter i samarbejde med Sæby Bigband. Over 600 børn fra kommunens 4. klasser deltager. Projektet er kulminationen på et helt skoleårs undervisning med MGP-sange som fælles reference.
Quality Hotel The Reef
Aktiviteter målrettet både danske og svenske børnefamilier med afsæt i hotellets eksisterende børneunivers.
Lokale MGP-fester
Strandby Skole
Gratis MGP-fest for 0.–3. klasse arrangeret af forældre (Spark Event understøtter).
Sindal Hallen
MGP-fest for 0.–5. klasse arrangeret af Sindal IF Håndbold.
Østervrå Idræts- og Kulturcenter
Gratis MGP-fest for børn og familier.
Dybvad Hallen
MGP-fest for børn i alderen 5–12 år.





































