Når svigerfar er hovedjæger – foredrag ud over det sædvanlige
Mandag 12. januar kl. 14.00 inviterer Abildgård Kirke til et helt usædvanligt og levende foredrag, når skovfoged Søren Hoff Brøndum tager publikum med dybt ind i Amazonas’ grønne hjerte.
Med 28 års erfaring fra regnskoven og et nært forhold til de oprindelige folk - blandt andet gennem 20 år som gift ind i en indiansk familie - fortæller Søren Hoff Brøndum med både indsigt, humor og respekt om et af verdens mest mystiske og mangfoldige områder. Her mødes naturens rå kræfter og menneskets kultur i et fællesskab, der både fascinerer og udfordrer.
Foredraget byder på stærke historier og farverige billeder fra livet i regnskoven. Publikum får indblik i skovens rige dyreliv, de oprindelige folks traditioner og hverdagsliv samt i de lokale projekter, der skaber beskæftigelse og modvirker skovrydning. Blandt andet fortæller Søren Hoff Brøndum om sit arbejde med plantning af balsatræer - et projekt, der gennem danske donationer har resulteret i mere end 100.000 nyplantede træer i indianske landsbyer.
Han har rejst og arbejdet i Sydamerika med turisme, naturbevaring i mere end 25 år og kender den indianske kultur indgående.
Undervejs bliver der også plads til de mere overraskende fortællinger: Hør om verdens største spiselige larve, pusterør og giftpile – og prøv at gætte, hvordan man laver øl af spyt. Og ja, publikum får også svar på, hvordan abemave egentlig smager.
Foredraget "Når svigerfar er hovedjæger", er en underholdende og lærerig oplevelse for alle, der er nysgerrige på natur, kultur og bæredygtighed – og for dem, der har lyst til at opleve verden lidt tættere på. Alle er hjerteligt velkomne. Foredraget er en del af foredragsrækken i "Abildgård Formiddage".
Deltagerprisen er 40 kr. pr. gang og er inkl. kaffe og kage.
- Jeg har rejst og arbejdet i Sydamerika med turisme, naturbevaring og indianere de sidste 25 år, hvoraf jeg har været gift ind i en indiansk familie de sidste 15 år. Se masser af billeder og hør om den spændende indianske kultur. Få svar på hvordan abemave smager, hvordan man laver øl af spyt og går på jagt med pusterør, fortæller Søren Hoff Brøndum.




































