Christina Lykke på Knivholt: Mennesker kommer altid før profit

Tak til dem, der gik forrest og gav os det fundament, vi står på i dag. Og tak til jer, der fortsat kæmper for, at vi ikke tager det for givet.

I dag er ikke kun en fejring. Det er også en påmindelse om, at det, vi har opnået, kan mistes igen, hvis vi ikke står sammen. Derfor samles vi ikke kun for at huske, men for at handle.

Jeg står her som nyvalgt medlem af Folketinget med stor ydmyghed og endnu større kampgejst. For det mandat, jeg har fået, er ikke mit alene. Det er jeres. Det er et løfte om at kæmpe for et mere retfærdigt og solidarisk Danmark. Og ikke mindst et Danmark i balance, der er knækker over der hvor Nordjylland starter.

Jeg må sige, der er nok at kæmpe for.

Vi lever i en tid, hvor uligheden vokser. Den står ikke bare stille, den vokser. Alt for mange mennesker føler sig hægtet af.

Der er en stigning i antallet af børn, der vokser op i fattigdom. Og det forsvinder ikke, bare fordi man i ministeriet ændrer fattigdomsgrænsen. Fattigdom har konsekvenser for familier, for den enkelte og for samfundet.

Og lad mig slå fast: Det er ikke min mission, at alle skal tjene det samme. Men vi er nødt til at sikre, at alle kan leve et anstændigt liv.

Børn fra familier med færre ressourcer har ofte sværere ved at få de samme uddannelsesmuligheder som andre. Det betyder, at ulighed kan gå i arv fra generation til generation.

Ulighed hænger også sammen med sundhed. Personer med lavere indkomst har typisk dårligere helbred og kortere levetid end mere velstillede grupper. Mange husker måske dokumentaren fra Aalborg, hvor der blev vist markante forskelle i levealder mellem Hasseris og Aalborg Øst. Mellem 10 og 13 år.

Det skal vi tage alvorligt. Derfor har vi brug for en stærk arbejderfløj med partier, der insisterer på, at fællesskabet altid skal være stærkere end markedet, og at mennesker altid kommer før profit. Det er den kamp, jeg tager med mig ind på Christiansborg.

I 2025 gik kommunerne til valg. Det var en intens valgkamp med store sko, der skulle udfyldes. Og resultatet! For os i SF var det en stor sejr. Vi gik fra ét til fem mandater. Faktisk fik vi den største fremgang for SF i Danmark.

Men desværre gik vores søsterparti Socialdemokratiet tilbage. Og samlet set tabte vi borgmesterkæden til de borgerlige partier.

Den aften var jeg ked af det. Jeg var ked af, at den socialistiske fløj alt for længe havde været splittet. Jeg var ked af, at vi havde givet de borgerlige for let adgang til borgmesterkontoret.

Så kære venner, I skal i arbejdstøjet.

Søg indflydelse. Vær kloge. Vær med til at skabe forbedringer for de mennesker, der ikke selv kan. Men gå ikke med til det modsatte.

De borgerlige vandt valget på at sige, at der var penge nok i den kommunale økonomi, og at besparelserne ville stoppe. Det har vist sig ikke at holde. Besparelserne fortsætter, blot under nye betegnelser.

Så pas på. Stå fast. Stå ved jeres menneskesyn, og gå ikke på kompromis med at bruge jeres stemme for dem, der har stemt på jer.

Det betyder også, at vores opgave bliver endnu vigtigere. Vi skal være den stærke stemme, der holder flertallet fast på ansvarlighed, kæmper imod nedskæringer og viser, at der findes et alternativ.

Her handler det om vores nære velfærd. Vores skoler, vores ældrepleje, vores daginstitutioner og vores lokalsamfund. Stærke kommuner er fundamentet for et stærkt Danmark.

Derfor skal vi sikre, at der er ressourcer nok til kernevelfærden, at medarbejderne har ordentlige arbejdsvilkår, og at borgerne oplever en kommune, der er til for dem.

I Frederikshavn skal vi genopbygge tilliden og vise, at vi er borgernes stemme. At grøn omstilling og social retfærdighed går hånd i hånd, og at vi kan skabe udvikling uden at efterlade nogen.

Der er mange nuancer mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF. Men når alt kommer til alt, er vi sammen om missionen Danmark.

Historien viser os, hvad vi kan opnå sammen. I 1899, med Septemberforliget, blev rammerne for det danske arbejdsmarked skabt. Arbejdernes ret til at organisere sig blev anerkendt, og det samme blev arbejdsgivernes ledelsesret.

Mange siger, at vi har det godt i Danmark. Og ja, det har vi. Men vi er ikke færdige.

Jeg bliver ramt, når jeg sidder hjemme hos Louise og hører om hendes datter, der er har en autismediagnose og ikke får den hjælp, hun har brug for. Eller når Lone fortæller, at hendes søn hvert år lever med uvished om han må blive i sit skoletilbud. Der hvor hans venner, relationer og ynglinglærer er. Eller når Karsten og John med samme sygdom, oplever forskellig behandling afhængigt af deres postnummer.

Det er virkelige fortællinger, som jeg bærer med mig. Og som jeg tager med ind i min politiske rygsæk, for jeg har troen og viljen til at kæmpe for at det skal være anderledes.

Jeg har hørt de borgerlige sige mange gange det sidste halve år: Vi vil gøre Danmark og danskerne rigere.

Men rigere på hvad? På penge!

Jeg vil også have et rigere Danmark. Men rigere på noget andet.

Rigere på medmenneskelighed.

Rigere på omsorg.

Rigere på tid.

Rigere på velfærd.

Uden det bliver vi fattige som mennesker.

Jeg tror på at et skoleliv hvor børnene har en følelse af at være med gruppen og slå til giver rigere mennesker.

Jeg tror på at gode tilbud til fritiden giver rigere mennesker.

Jeg tror på at et velfungerende sundhedsvæsen giver rigere mennesker.

Jeg tror på at en ældrepleje hvor du bliver passet på giver rigere mennesker.

Jeg tror på at ordentlig mulighed for tilbagetrækning giver rigere mennesker.

Jeg tror på at en psykiatri der har tid til den enkelte giver rigere mennesker.

Det er det jeg ser som et rigere Danmark.

I følger sikkert med i de aktuelle regeringsforhandlinger. I SF håber vi, at Socialdemokratiet finder hjem igen. For når vi står sammen, kan vi mere.

Vi kan skabe en regering, der sætter velfærd før skattelettelser, klima før kortsigtede hensyn og mennesker før systemer.

Jeg står her med ydmyghed og kampgejst, men også med en klar erkendelse: Et rigere samfund er ikke kun noget, vi kan lovgive os til. Det skabes, når mennesker møder hinanden med forståelse, anerkendelse og medmenneskelighed.

Så når I går herfra i dag, så tal med ét menneske.

Tal med en kollega, en ven, en nabo eller en, du ikke plejer at tale med. Spørg, hvordan de har det, Lyt. Del dine egne oplevelser.

For forandring begynder ikke kun her på pladsen. Den begynder i vores samtaler, i vores fællesskaber og i vores vilje til at forstå hinanden.

Og hvis du møder uretfærdighed, stor eller lille, så lad det ikke passere. Sig noget. Gør noget. Stå sammen med andre.

For det er sådan, vi bærer ånden fra 1. maj videre. Ikke kun i dag, men i morgen og alle de dage, der følger.

Tak for ordet, og glædelig 1. maj.