Naboer klager igen over Stengrillens legeland
Visse del af Stengrillens legeland i Jerup er i strid mod lokalplanen for området. Det fastslår Frederikshavn Kommunes Center for Teknik og Miljø efter en besigtigelse af området på baggrund af naboklager.
Dermed bæres der nyt brænde til bålet i Jerup, hvor en række naboer i flere år har klaget over Stengrillens legeland til både Frederikshavn Kommune og Naturklagenævnet. Arkitekt Kjeld Høgh Thomsen er én af de utilfredse naboer, og det er ham, som - på vegne af flere borgere - også står bag den seneste klage til kommunen.
Kommunen vurderer, at forlystelserne "Super-Jumper" og "Hoppeborg" har en højde, som overstiger den højdebegrænsning, som lokalplanen fastlægger for attraktioner og anlæg.
Ejeren, Bent Størup, har efterfølgende oplyst, at "Super-Jumper" har en højde på 7 meter og "Hoppeborg" en højde på 6,5 meter. Ejeren fremsender i den forbindelse en dispensationsansøgning for overskridelse af lokalplanens højdebegrænsning på 6 meter.
Teknisk Direktør, Mikael Jentsch, anbefaler politikerne, at der gives dispensation til "Super-Jumper", fordi den har en relativ åben konstruktion. Til gengæld vender han tommelfingeren nedad til den oppustelige hoppeborg, som er mere lukket og har markante farver.
Kommunen konstaterer desuden, at forlystelsen "Cola-hoppeborgen" fremstår i en lyserød/pink farve, hvilket ikke vurderes at opfylde lokalplanens krav om, at forlystelserne holder sig indenfor jordfarveskalaen. Mikael Jentsch anbefaler derfor politikerne, at de forlanger denne hoppeborg fjernet.





































