Gå til hoved-indhold
05. september 2026 - kl. 15.09

Netværk samles om at styrke Sæby som turistby og bosætningsby

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Hvad sker der, når man samler 30 lokale ildsjæle fra en by, der bugner af potentiale? Dém, der får ting til at ske lokalt. Nye input, fælles mål og samlet flere gange årligt.

Netværket Rundt om Sæby (R.O.S.) er opstået netop ud fra den tanke og kan til maj fejre fem års jubilæum. Målet er at samle gode kræfter og involvere dem i indsatser, som styrker Sæby som turistby og bosætningsby.

- I fremtidens Sæby skal vi leve og beskæftige os med mere turisme, og vores by er klar til det, udtaler Rune Dam Dyhr, der sammen med Tina Christensen står i spidsen for netværket under Sæby Erhvervsforening.

R.O.S. mødes fast én gang i kvartalet kl. 6.30. Senest var Svalereden Strand Camping vært og bød velkommen med kaffe og rundstykker til de morgenfriske netværksdeltagere. Hver især er de håndplukket og inviteret, og denne morgen deltog 29 i en snak om nye initiativer i form af events, men også at turde satse på hinanden og Sæbys potentialer.

I netværket mødes man i civil, uanset hvad der ellers står på visitkortet, og byder ind med idéer, kompetencer og netværk. Et godt eksempel er det netop afholdte jubilæum, hvor Fruen fra Havet fyldte 25 år.

Nicklas B. Christensen fik idéen på en gåtur med familien og rakte ud via netværket. Kort tid efter var idéen født og et arrangement tog form. Sådan opstår meget i R.O.S. På hvert møde kommer nye idéer til, og ildsjæle giver en tørn til at skabe små og store forbedringer i det Sæby, de deler og elsker. Mottoet er: "Vi gør det for Sæby".

Uffe Borg deltog for første gang i netværket:

- Den indsats, der lægges her i Sæby, vokser nedefra, ikke kommunen eller andre "ovenfra", der pådutter en retning, men skabes indefra. Det giver en styrke, en ægthed, og det er sådan noget, man i den grad mærker som tilflytter.

Diskussionerne skal der også være plads til. For hvad er bedst for Sæbys udvikling? Flere gæster betyder flere arbejdspladser, liv i bybilledet og flere aktiviteter, alt sammen med til at bevare og skabe vækst i de tilbud, som også gavner lokale borgere.

Sommeren har været fantastisk i Sæby. Det har kunne måles på gæste- og omsætningstallene på tværs af erhverv. Fortsætter udviklingen med stadigt varmere somre i Sydeuropa, er der god grund til at tro på, at den positive udvikling kan fortsætte.

I R.O.S. er de lokale ildsjæle ikke i tvivl om Sæbys potentiale. De bruger deres fritid på byudvikling, idéer og initiativer, og de er enige om, at der er plads til flere, som har lyst til at løfte, inspirere og udvikle.

Borgmester Jon Andersen har været deltager i netværket siden begyndelsen i 2022. Til møde på Svalereden Strand Camping satte han ord på behovet for at ændre fortællingen i folkemunde.

- Jeg tror tiden er inde til at vende narrativet. Vi lykkes ikke på trods. Vi lykkes, fordi der er ildsjæle, der kæmper for noget og gør noget. Vi lykkes fordi vi kan.

Han fremhævede samtidig den store anerkendelse af alt det gode, der sker i vores område.

- Jeg ville ønske, at de snart 57.000 borgere i denne kommune kan komme med rundt og se, hvad jeg ser, så vil de være stolte af at se, hvor meget positivt der sker i hele vores kommune og område, sagde Jon Andersen.

Og det passer jo egentlig meget godt med et netværk, der forkortes ROS.

R.O.S. drives i praksis via Erhvervshus Nord og erhvervskonsulent Inge Møller Thomsen. Er du interesseret i at høre mere om netværket, kan du læse mere her: Rundt om Sæby" arbejder målrettet på at styrke turismen og det lokale erhvervsliv.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...