Niklas Thim Kastrup åbner Galleri Thim i Frederikshavn
Fotografen Niklas Thim Kastrup åbner i næste uge Galleri Thim i Søndergade 158A i Frederikshavn. Galleriet ligger hos kropsterapeut Tenna Rysholdt, der havde et ledigt lokale i sin klinik.
- Jeg har så mange billeder, og der er stor efterspørgsel efter dem, så det er synd, de bare er gemt væk, forklarer Niklas Thim Kastrup beslutningen om at åbne Galleri Thim.
Niklas Thim Kastrup er fuldtidsansat boligfotgraf i EFKT, hvor han fotograferer boliger for ejendomsmæglere, primært i Nordjylland. Ved siden af har han sit eget firma, Thim Photography, der løser opgaver til bryllupper, jubilæer og andre events.
Han er desuden en ivrig naturfotograf, og det er først og fremmest disse billeder, der vil blive udstillet i Galleri Thim.
- Jeg regner med, at der bliver plads til 25-30 billeder, men derudover vil der være en folder, hvor man kan se og bestille andre af mine billeder, siger Niklas Thim Kastrup.
Han holder også af at tage billeder af byers forskellige vartegn. Det vil gæsterne i galleriet ligeledes se eksempler på.
Billederne kan bestilles i forskellige størrelser. Her samarbejder Niklas Thim Kastrup med Galleri Falk og SAL Tryk i Frederikshavn.
Der er reception i Galleri Thim lørdag 18. maj fra kl. 10-15. Her vil der også været åbent i Tenna Rysholdts klinik.
Niklas Thim Kastrup regner med efterfølgende at være i galleriet en-to gange om ugen.
Galleriet ændrer ikke ved, at Niklas Thim Kastrup forstætter som boligfotograf, ligesom Thim Photography kører videre.








































