1B årgang 1966 var i weekenden samlet til 60-års jubilæum i Sæby
1B årgang 1966 på Sæby Skole var i lørdags samlet i Sæby til 60-års jubilæum. Det blev en fantastisk dag med deltagelse af 16 personer. For fleres vedkommende var det 40 år siden, at de senest havde set hinanden, men snakken gik lystigt fra første sekund.
- Vi mødtes kl. 14.00 til kaffe og kage, og bagefter gik vi en tur ned for at se jorden, hvor vores gamle skole på Jernbane Allé lå. Selvom den nu er væk og bebygget med nye huse - og meget har ændret sig - vakte turen ned til skolen og idrætsbanen masser af fantastiske minder fra vores skoletid, der startede tilbage i 1966, fortæller Jørgen Weesgaard, som i dag bor i Frederikshavn.
Efter gåturen gik alle hjem igen til Villa Villakulla, hvor den stod på lækker tapas og ren råhygge.
- Der blev grinet igennem, minderne fik frit løb, og vi fik vendt alt fra gamle dage til de mere dagsaktuelle emner. Tiden fløj så hurtigt afsted i det gode selskab, at vi hyggede os helt hen til klokken 1:30 om natten, siger Jørgen Weesgaard.
Gamle elever havde taget turen til Sæby fra blandt andet Aalborg, Aarhus, Billund og København for at være med.
- Det viser bare, hvor meget vores gamle sammenhold stadig betyder. Vi sendte også en kærlig tanke til de syv fra klassen, der desværre er gået bort, og vi savnede de fire, som var forhindret i at komme. Vi håber rigtig meget, at de kan være med næste gang.
Noget af det mest fantastiske var, da hver især fortalte om deres livsrejse helt fra den dag, de gik ud af skolen i Sæby, og til hvad de laver i dag.
- Det var helt utroligt gribende og spændende at høre om alle de forskellige veje, vi har gået, udtaler Jørgen Weesgaard.
Han sender en særlig og stor tak til Anni Svendsen som tog initiativ til genforeningen.
- Tusind tak til alle, der mødte op og gjorde dagen så fantastisk – især til jer, der tog den lange tur. Hvor var det skønt at se jer alle sammen igen, konstaterer Jørgen Weesgaard.





































