Nordstjerneskolen fejrede i dag 10-års fødselsdag
Nordstjerneskolen fylder 10 år i morgen. Det blev fejret fredag, hvor formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Christina Lykke Eriksen (SF), benyttede lejligheden til at slå et slag for, at Frederikshavn Kommunes største skole er meget bedre end sit rygte.
Den store byskole i Frederikshavn, lige ved siden af Arena Nord, blev bygget som erstatning for Ørnevejens Skole, Hånbækskolen og Munkebakkeskolen, der alle lukkede.
- Det skete efter en kæmpe proces, som ikke var for kyllinger. Vi tænkte stort og byggede nyt. Det krævede mod, men det var den rigtige beslutning. Hvor er I lykkedes godt. Jeg er stolt over, at Nordstjerneskolen ligger i Frederikshavn Kommune, sagde borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune, i sin tale til elever, personale og tidligere medarbejdere.
Nordstjerneskolen blev kåret som Årets Skolebygning i Danmark, og både Prins Henrik samt flere forskere og ministre besøgte skolen i dens første leveår. Skolens rygte har dog aldrig været det bedste, og det er ufortjent, synes de lærere og elever, som Kanal Frederikshavn talte med i dag.
- Jeg har kun gode ting at sige om skolen, lærerne og ledelsen, siger Magnus Schiønning Rosenkilde fra 9.b.
Han er fra den første årgang, hvor eleverne har haft hele deres skoletid på Nordstjerneskolen. Han begyndte i 0. klasse, da skolen var et halvt år gammel.
- Det har været en rigtig god og hyggelig tid. Lærerne har været megagode og dygtige til at hjælpe og støtte, hvis der har været brug for det. Skolen er lys og åben med store områder, og det er dejligt, at vi har hver vores afdeling, mener Magnus Schiønning Rosenkilde.
Til at begynde med var der over 1000 elever på Nordstjerneskolen, men i dag er der under 700 elever på den store skole. Christina Lykke Eriksen ærgrer sig over skolens rygte.
- Det er en god skole. Man formår mange ting på Nordstjerneskolen. Fællesskab er noget af det, som skolen kan. Her er mange blandede nationaliteter, og det er man bare super god til. Det giver børnene noget med på vejen. Dysleksi (ordblindhed) er også er sted, hvor vi er mest fremme i Frederikshavn Kommune, og det foregår her på Nordstjerneskolen. Man kan helt vildt meget, udtaler Christina Lykke Eriksen.
Hun blev bekræftet i sin opfattelse af skolen i samtaler i dag med flere elever i 9. klasse.
- Eleverne har også læst nogle af de trælse ting på skolen, men der er aldrig nogle, som fortæller om alt det gode, som vi har oplevet igennem 10 år på skolen, sagde de til mig, udtaler Christina Lykke Eriksen, som selv har en datter på skolen.
Skolen er skabt i samarbejde mellem Frederikshavn Kommune, MT Højgaard og DEAS. Det er Danmarks første skole opført i Offentligt-Privat-Samarbejde. DEAS sørgede for underholdningen i dag, hvor en tryllekunstner lavede forskellige shows, som ramte rigtigt aldersmæssigt.