Nyt samarbejde skal styrke ungdomsfællesskabet i Frederikshavn
HotSpot Frederikshavn, Dance Studio og Musikskolen skaber et nyt tiltag for byens unge. De får nu en enestående mulighed for at afprøve fritidsaktiviteter helt gratis fra september og tre måneder frem.
Hvis du går i 6. klasse og op til 18 år, har du nu muligheden for at lære at danse hiphop på begynderholdet hos Dance Studio eller blive en del af et samspilshold hos Musikskolen, hvor man lærer at spille på flere forskellige instrumenter. Sidst, men ikke mindst, kan du også starte på HotSpots keramikhold, hvor man lærer alle de grundlæggende keramikteknikker og derved kan skabe sine helt egne ting i ler.
- Dette tiltag er et stærkt eksempel på, hvordan synergien mellem forskellige fritidstilbud kan bidrage positivt til unges trivsel og personlige udvikling. Det giver nemlig en enestående mulighed for, at de unge kan udforske deres kreative sider, skabe nye relationer og samtidig opleve følelsen af at være en del af noget større. Det er netop disse elementer, der er kernen i vores pædagogiske tilgang i HotSpot – og derfor giver det rigtig god mening for os at være en del af det her, siger Renate Weilov, leder af fritids- og ungdomsklubben HotSpot Frederikshavn.
Tilmelding
Ønsker du at deltage på en af disse gratis hold, kræver det tilmelding på mail, samt at den unge møder op i HotSpot ungdomsklub og melder sig ind. Dette er gratis og kræver kun fremvisning af sygesikringsbevis.
I mailen skriver du navn, adresse og telefonnummer på den deltagende samt et telefonnummer på en forælder.
Tilmeldingen er bindende, og der forventes, at man deltager i hele forløbets periode.
Der er plads til fem deltagere til henholdsvis Dance Studio og Musikskolen. Keramikholdet har 10 pladser. Der oprettes venteliste herefter.
Starttidspunkt for aktiviteter
Mandag 1. september: Keramik i HotSpot, kl. 18:30–21:00
Onsdag 3. september: Hip hop i Dance Studio, kl. 18:30–19:20
Torsdag 4. september: Samspilshold på Musikskolen, kl. 19:00–20:00
Ved tilmelding får du udleveret et program med datoer og detaljeret info – aktiviteterne foregår altid på samme ugedag.
Sidste frist for tilmelding er torsdag 28. august.
Ved uddybende spørgsmål kan du henvende dig på telefon 98 45 61 75.